Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Franske Personligheder - Paul Hervieu (født 1857)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Paul Hervieu
229
granskning. Og hvad han studerer, er det højere
Selskab i Paris. Han kender det som ingen Anden. Jeg
véd, at disse Ord siger meget, men de siger ikke for
meget. Og dette Selskab har ikke blændet ham, som det
blænder saa Mange, som det blændede Bourget. Hervieu
er kemisk ren for Snobberi.
Men han har andre end dette ringe Fortrin. Han
fremstiller ikke mindre dristigt Kønsforholdene end
andre, men han selv, hans Stil, hans Tone er uden
Sanselighed. Han er hverken en Feminist som Bourget
eller en Spekulant i den pæne Letfærdighed som
Prévost, og han er aldrig fromladen som den første,
aldrig forlorent moraliserende som den sidste. Han
staar kold og fornem overfor Publikum, synes ikke at
vide, det er til, har i Aaringer skrevet Bøger, om
hvilke han kunde sige sig selv, at de umuligt kunde
have nogensomhelst Interesse for Mængden. Han synes
kun at skrive for sig selv. Og naar han i de sidste
Aar har naaet et stort Ry og havt stærkt Held med sig,
saa beror det ikke paa nogen Indrømmelse fra hans
Side, kun derpaa, at hans Talent efterhaanden havde
vokset sig saa fyldigt, at det blev umuligt, selv
for det store Publikum, at forblive upaavirket deraf
Sven Lange havde i Tilskueren for 1895 en lille
Afhandling om Hervieu, der lader denne Side af hans
Væsen vederfares Retfærdighed; den indeholder enkelte
Unøjagtigheder med Hensyn til den Paavirkning, for
hvilken Lange mener, at Hervieu har været udsat; men
den er skreven med Varme og sundt Blik. Han har ogsaa
det gode Udtryk, at Hervieu «i sin rolige, ordknappe
Elegance ligner en ung engelsk Adelsmand*. Der er
noget Engelsk i hans Ansigts Ubevægelighed, i dets
Træks Uforanderlighed, i hans Stemmes enstonige og
dæmpede Klang, i hans Ro og det melankolske Udtryk i
hans Øjne. Men der er tillige noget i høj Grad Fransk
ved det Formfulde i hans Væsen og hans gennemførte
Ironi, denne Ironi, der er en af de bærende Kræfter
i hans Stil.
Han optraadte først med en gammel-græsk Fortælling,
Diogéne le Chien, en pessimistisk-filosofisk Historie,
der har lidt Lighed med visse af Richard Garnetts
engelske Historier i The Twilight of the Gods, der
iøvrigt er af senere Datum. Med den fulgte andre
Smaahistorier, alle med en satirisk eller humoristisk
Braad. Men der var Intet i den Bogs rolige Ironi,
som kunde glæde et Hjerte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
