Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Berthold Auerbach (1812–1882)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Berthold Auerbach
307
mede mig ham med oprigtig Ærefrygt. Ærefrygt var
imidlertid en Følelse, det var umuligt at bevare
i hans Nærhed. Den veg øjeblikkeligt, fordi hans
Svagheder saa naivt lagde sig for Dagen. Den
veg for en Følelse af - hvad skal jeg kalde det -
Overlegenhed over denne gamle Mand, der straks læste
et lige modtaget Brev fra en Beundrer op for En,
hvori han tituleredes «Store Mester!», og med den
uvilkaarlige Overlegenhedsfølelse fulgte en vis Ømhed,
Beundring af hans Friskhed og Taknemmelighed for
hans Interesse. Jeg husker, han talte om Andersen
og bebrejdede Folk, at de havde saa travlt med hans
Forfængelighed. «Ej hvad», sagde han, «Manden er
Skytte, han har skudt, nu vil han vide, om han har
truffet, og hører det gerne.* Han læste et inderligt
Brev for mig, som han samme Dag havde faaet fra
Strauss med Bogen Den gamle og den nye Tro. Der
stod deri, at Strauss vel kendte Bogens Mangler, men
følte, at saadan en Bog maatte skrives, og vidste,
at Ingen kunde skrive den uden han. Auerbach havde
allerede gennembladet den og var glad ved den. Han
bebrejdede mig, at jeg etsteds havde stillet hans
Navn sammen med Heines. «Man kan ikke nævne os i
én Linje», sagde han, «jeg vil Noget, med alt sit
Talent vilde han ingen Ting, det var ham ikke Alvor
med Noget.> Auerbach havde Uret, men Udtalelsen er
betegnende for ham. Det manglede ham paa den aandelige
Fordobling, der udkrævedes til et forstaa en Aand af
Heines Art. Han læste ikke meget i de senere Aar; den
nyere tyske Skønliteratur, der blev ham sendt, optog
hans meste Læsetid. Mit Skrift om Søren Kierkegaard
forsøgte han paa min Anmodning at komme igennem,
men Genstanden var ham saaledes imod, Kierkegaards
Personlighed forekom ham i den Grad «vanvittig*,
at end ikke min Forsikring om, at han selv stod
rost et Steds i Bogen, kunde bevæge ham til at læse
den til Ende; derimod bad han mig med megen Iver at
vise ham Stedet og var mig taknemmelig for det. I
det Punkt var han overhovedet rørende. Saaledes var
han længe straalende over, at jeg i min Afhandling
Goethe og Danmark havde mindet om Ordet goethemoden,
som han (i Deutsche Abende, anden Række) har dannet
og forklaret. Kun en eneste af mine Bøger havde
fængslet ham, ja havde interesseret ham saa levende,
at han længe tænkte paa at anmelde den, det var mit
Skrift Lord Beaconsfield, og jeg ser endnu for mig
det Ansigt, med hvilket han en Nat stansede mig i
Sejersalleen for at fortælle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
