Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Paul Heyse (født 1830)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Paul Heyse
323
denne Kvinde, der som et ægte Barn af sin Digter
har sagt: «For mig er det Højeste det, ikke at gøre
Noget, der bringer mig i Splid med mig selv,» hende
lader han med alle Fibrer skælvende af Lidenskab, i
personlig Fortvivlelse, uden en Tanke for det Almene
og Upersonlige, for Republik eller Aandsfrihed,
og medens hendes Fader dræbes foran Kirkedøren,
nødtvungen fra Alteret forkynde Forstandens nye
Evangelium, som hun selv spotvis har betegnet som den
Verdenslov, at to Gange to er fire. Stykket har da
nærmest Værdi som ejendommeligt Udtryk for en Tænke-
og Følemaade.
Man vilde gøre Heyse Uret, ifald man af det nu
Fremhævede vilde slutte, at han intet Højere erkendte
end den elementære Natur og dens Drifter. Med Ordet
Instinkt er her ment noget fra den enkelte Drift helt
forskelligt. Instinktet er Driften til at bevare
sig hel. Derfor kan Heyse ogsaa ypperligt lade en
fri Medfølelse triumfere over Blodets Baand og selv
over det næreste Slægtskabsforhold. I Novellen Den
fortabte Søn skjuler og plejer en Moder uden at vide
det sin egen Søns uskyldige Drabsmand, og da denne
ved sin Elskværdighed vinder saavel Moderens som
hendes Datters Hjerte, lader Digteren ham hjemføre
Datteren som Brud. «Den fortabte Søm blev fældet i
ærligt Nødværge og hans Banemand har aldrig vidst
hans Navn. Selv da Moderen erfarer Sammenhængen med
Sønnens Drab, lægger hun derfor ikke Brylluppet nogen
Hindring i Vejen, men bærer alene og uden at indvie
Nogen i sin Hemmelighed den Ulykke, der har ramt
hende. Her er da med Personlighedens fulde Samtykke
et rent aandeligt Baand traadt i Stedet for Blodets;
Moderen optager Den som sin Søn, for hvis Haand hendes
egen Søn er falden; men idet hun gør det, handler hun
i Overensstemmelse med sin dybeste Natur og bevarer
sin Sjæl udelt. Det Samme gælder i alle de Tilfælde,
hvor hos Heyse Personligheden af Pligthensyn træ.iger
en virkelig Lidenskab tilbage. Hvor del sker (som i
Dramet Maria Maroni, i Novellen Stifindersken eller
i Romanen Verdens Børn), der sker det netop for at
bevare Troskaben mod sig selv, for ikke at tilsætte
sit eget Væsens Helhed og Sundhed, og Pligten ses
som udstrømmende af Naturens eget Væld, idet den
højeste og afgørende Regel for Pligten er den at sikre
Mennesket mod Splid med sit eget Jeg. Saa langt er
det fra at Heyse skulde opfatte Naturen som fjendtlig
mod Aand og Pligt.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
