Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Paul Heyse (født 1830)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Paul Heyse
335
Kunst og rykker disse videre ud. Og hvad der hos
disse heltemodige Sjæle maa kaldes Selvfølelsens
Overmod eller et Over-maal af den, bliver det ikke
lutret og udsonet ved den tragiske Undergang?» -
Ikke mindre end ved denne stedse redebonne
Sammenknytning med Død og Ophør adler Heyse endelig
Elskoven, lovlig eller ulovlig, som allerede berørt,
ved Hengivelsens Art. Ben er altid bevidst. Disse
Kvinder lader sig aldrig rive hen, de skænker
sig selv frit bort som en Gave - ifald de ellers
skænker sig bort. Saaledes allerede i Arbejder fra
Heyses tidligste Ungdom som f. Eks. Kresdommeren**),
saaledes i Rafael, i Lottka og i saa mange andre
Noveller i Prosa og Vers. Overalt er den Enkeltes
Selvherredømine og Selvbestemmelsesret hævdet. Frit
raader Kvinden i denne Poesi over sin Person og sit
Liv. Frit giver hun sig hen til sin Elskede, frit gaar
hun Tilintetgørelsen imøde eller giver sig Døden med
egen Haand, og hvor Elskovs-lykken ikke adles ved den
Pris, den koster, der adles den idetmindste ved den
Stolthed, hvormed den skænkes og nydes. Det er i Kraft
af denne Stolthed, at Personligheden, endog behersket
af den stærkeste Naturmagt, føler sig uafhængig i
Hævdelsen af sin Suverænitet. I Romanen Paradiset har
Heyse imidlertid principielt behandlet Kærlighedens
Frihed i Modsætning til Samfundets Love som Spørgsmaal
og forsvaret den som Ret. Romanens Grundtanke er ingen
anden end den, at Elskovens Sædelighed og Værdighed
er uafhængig af Ægteskabets udvortes Baand. Efter
sin Vane har Heyse forsynet det fremstilte Tilfælde
med de kraftigste Bevæggrunde: Jansen kan ikke uden
at beskæmme sin Ven befri sig fra en foragtelig
Hustru, . og uden Julie gaar han tilgrunde baade som
Kunstner og som Menneske. Hvor imidlertid Julie i
alle Venners Nærværelse, smykket med Myrtekransen,
frit formæler sig med Jansen, dér rettes utvivlsomt
et Angreb paa Samfundets almindelige Sædelære, skønt
Begivenheden ikke er fremstilt som et Eksempel til
Efterfølgelse. Det forekommer mig ingenlunde, at
Spørgsmaalet her er taget op i sin hele Dybde; men
hvad Digteren har villet, er klart. Som han i Verdens
Børn vilde lægge sin Samtid paa Hjerte, at den En-
*) G. W. VI, 71: Ich bin einmal in meinem Leben
verkauft gewor-den. Wie wollen die Menschen mich
nun schelteu, wenii ich mich ver" schenke um j enen
Schmach zu verschmerzen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
