Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Paul Heyse (født 1830)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
350 Paul
Heyse
beror paa Følelsen af deres Stillings Usikkerhed. Jo
mindre Kristeligt, de har i deres Lære, desto ivrigere
søger de ved Haarkløverier og Æggedans at holde
Indbildningen angaaende deres Kristelighed oppe,
desto ivrigere maa de naturligvis vaage over den
smalle Grænse, der ogsaa i deres egne Øjne adskiller
dem fra Ukristelighed.*
Tankens Frihed var Grundideen i Verdens Børn;
Sædernes Frihed er Grundideen i Romanen Paradiset,
dog ikke saaledes, at den ligefrem kan betragtes som
Forsvarsindlæg derfor; thi medens Tænkefriheden kan
betegnes som ubetinget, er den berettigede Frihed
i Sæder dog kun betinget, og Heyse har ikke villet
hævde mere end en betinget Frihed paa det sædelige
Omraade. Paradiset er desuden ogsaa et Værk af en
ganske anden Art end den første Roman. Allerede den
Omstændighed, at hin foregaar i det forstandsskarpe
Berlin, denne i det sorgløse og sanselige Miinchen,
antyder denne Forskel. Medens Verdens Børn kunde
kaldes en filosofisk Roman, er Paradiset let, gra-tiøs
og rig paa alvorsblandet Spøg. Den har sit meste Værd
som Studie over en hel større By og som Gengivelse
af de selskabelige og kunstneriske Tilstande der. I
Kunstbyen Indtager selvfølgelig Kunstnerlivet den
største Plads. Samtalerne om Kunst har ikke her det
overflødige Præg som i de sædvanlige Kunstnerromaner;
man føler, at de har en Kender til Ophavsmand, og
en sand Atelierduft er udbredt over disse Partier af
Bogen. Forfatterens Kunstlære lader sig sammenfatte
i Ingres’ gamle Begrebsbestemmelse: «Kunsten er det
Nøgne*.
Med Hensyn til Handlingens Komposition betegner
Paradiset et utvivlsomt Fremskridt. Interessen er
her stadigt i Stigen, en Ros, man ikke kunde give
Verdens Børn. Af og til er dog de Midler, der bringer
Handlingen fremad, ubehændige eller vilkaar-lige;
saaledes f. Eks. den Rolle, Hunden Homo spiller. Den
minder med sit overmenneskelige Skarpblik om hine
Løver, hvem Baroktidens Kunst fremstillede med
menneskelige og majestætiske Ansigter, om hvilke
der flagrede Manker, som i altfor høj Grad lignede
Allongeparykker. Dog i tyske Romaner er fra Goethes
Tid af ikke Handlingen, der gerne opløser sig i
flere Handlinger, men Karakteristiken Hovedsagen,
og i næsten alle Bifigurerne aabenbarer denne Bog en
ny Side af Heyses Talent. Skikkelser som Angelica,
Rosenbusch, Kohle, Schnetz har et spillende,
mangfoldigt Liv, der tidligere næsten var udelukket
ved Heyses
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
