Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Friedrich Nietzsche (1844–1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
604 Friedrich
Nietzsche
følgeligt ikke staar udenfor Historiens .Gang og altid
maa bygge paa Forgængere, spirer en Idé dog altid
i en Enkelt eller nogle Enkelte, og disse Enkelte
er ikke spredte Punkter i den lavt-staaende Mængde,
men højtbegavede, der drager Mængden til sig og ikke
drages af den. Det man kalder Tidsaanden, opstaar
fra først af i ganske faa Hjerner
Nietzsche, som oprindeligt, vel især gennem
Paavirkningen fra Schopenhauer, har været stærkt
opfyldt af den Sætning, at den store Mand er ikke
Tidens Barn men dens Stedbarn, fordrer af den
fremdragende Opdrager, at han skal opdrage den Unge
imod Tiden.
Det forekommer ham, at den nyere Tid især har
fremstillet tre Menneskeskikkelser efter hinanden
til Efterligning og Efterfølgelse. Først Rousseaus
Menneske, Titanen, der rejser sig. trykket og bundet
af de højere Kaster og i sin Nød anraaber den hellige
Natur. Saa Goethes Menneske. Ikke Werther og de
beslægtede oprørske Skikkelser, som endnu stammer
fra Rousseau, ikke den oprindelige Faustfigur, men
Faust, som han efterhaanden udvikler sig. Han er ingen
Verdensbefrier, men en Verdensbeskuer. Han er ikke
det virkende Menneske. Nietzsche minder om Jarno’s
Ord til Wilhelm Meister: «De er ærgerlig og bitter,
det er godt nok. Naar De nu en Gang kunde blive rigtig
vred, saa vilde det være endnu bedre.»
Til en Gang at blive rigtig vred for at det kan blive
bedre, er det efter den trediveaarige Nietzsches
Opfattelse at det Scho-penhauerske Menneske vil
opmuntre. Dette Menneske tager frivilligt den Lidelse
paa sig at sige Sandheden. Dets Grundtanke er den:
Et lykkeligt Liv er umuligt; det Højeste, Mennesket
kan naa, er et heltemodigt Liv, et, i hvilket der
kæmpes med de største Vanskeligheder for Noget, som
paa en eller anden Maade kommer Alle tilgode. Til det
sande Menneskelige løfter kun de sande Mennesker os,
de, der synes blevne til ved et Spring i Naturen,
Tænkere og Opdragere, Kunstnere og Frembringere,
og de, som virker mere ved deres Væsen end ved deres
Virken: de Ædle, de i stor Stil gode, de, i hvem det
Godes Genius virker.
Disse Mennesker er Historiens Formaal.
plNietzsche formulerer denne Sætning: «Menneskeheden
skal uafbrudt arbejde paa at frembringe enkelte store
Mennesker –dette og intet Andet er dens Opgave*. Det
er den samme Formel, til hvilken adskillige af
Samtidens aristokratiske Aander er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
