Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyske Personligheder - Friedrich Nietzsche (1844–1900)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
638 Friedrich
Nietzsche
Sprog altid Udtrykket for den høje Letsind, der
er løftet op over Jordtyngden og over al den dumme
Alvor. Denne i sproglig Henseende højst mærkværdige
Sang er en god Prøve paa Stilen i dette Værk, hvor den
hæver sig til højest digterisk Flugt. Zarathustra ser
Livet for sig som en Kvinde; hun slaar Kastagnetter,
og han danser med hende, udslyngende al sin Vrede
paa Livet og al sin Kærlighed til Livet.
I dit Øje skued jeg nys, o Liv! Guld saa jeg i dit
Nat-Øje blinke - mit Hjerte stansed af Lyst derved:
en gylden Baad saa jeg Minke paa natlige Vande,
en lækkende, sprækkende, atter æggende, gylden,
vuggende Baad.
Efter min Fod, den af Danselyst rasende, kasted du et
Blik, et leende, spørgende, smeltende, vuggende Blik;
To Gange kun slog du med liden Haand Kastagnetter i
Takt - da vugged sig allerede min Fod i Danselysts
Vildskab,
Jeg frygter dig nær; jeg elsker dig fjern; din Flugt
lokker mig, din Søgen stanser mig; jeg lider, men
hvad led jeg ikke for din Skyld gerne!
Din Kulde vinder, dit Had forfører, din Flugt binder,
din Spot rører.
Hvem baded dig ikke, du store fangende, prangende
Fristerinde, du omslyngende, tyngende Ynderinde! hvem
elsked dig ikke, uskyldigt frodige, utaalmodige,
ilende, smilende, barnøjede Synderinde!
I denne Samtale mellem Livet og dets Elsker,
Danserinde og Danser, forekommer de Ord: O
Zarathustra, du elsker mig langtfra saa højt, som du
siger, du er mig ikke tro nok. Der gives en gammel,
tung Brummeklokke; den brummer om Natten op til din
Hule. Hører du den Klokke ved Midnat, saa tænker du
indtil Middag paa, at du snart vil forlade mig.
Og saa følger som Slutning den gamle Midnatsklokkes
Sang. Men i fjerde Bind af Værket, i Afsnittet
Søvngængersang, fortolkes og giosseres Linje for
Linje hin korte Strofe, der formet halvt som en
middelalderlig Vægtervise, halvt som en Mystikers
Salme indeholder den hemmelighedsfulde Stemning i
Nietzsches Lønlære, sammentrængt som i den korteste
Formel:
Midnatten nærmer sig, og saa lønligt, saa
skrækkeligt, saa inderligt som Midnatsklokken taler
til Zarathustra, tilraaber han de højere Mennesker:
Ved Midnatstid høres meget, som om Dagen ikke tør give
Lyd fra sig, og Midnatten taler: O Menneske giv Agt!
Det er som Tiden randt, som sank jeg i en dyb
Brønd. Verden sover. Og kuldegysende spørger det:
Hvem’ bliver Jordens Herre? Hvad siger den dybe Nat f
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
