Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XII. Skærsommernatsdrømmen. Digtets Anledning. Fyrstelige, folkelige, lavkomiske og overnaturlige Elementer deri
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
75
Omrids, thi Eftertrykket hviler ikke paa
Karakteristiken, og trods sine Svagheder er Digtningen
som Helhed en af de sarteste, op-rindeligste og mest
fuldendte, som Shakespeare har frembragt.
Det er Spensers Fepoesi ført videre, sammentrængt og
fortættet; det er Shelleys Aandepoesi foregrebet mere
end et Par hundrede Aar forud. Og ind i den luftige
Drøm træder den overgivne Parodi. Alfelandets og
Glownlandets Grænser flyder over i hinanden.
Her er et fornemt, aristokratisk Element i det
fyrstelige Par, Theseus og Hippolyta, og deres
Hoffolk - her er et vittigt lavkomisk Element i Haand
værkernes Opførelse af Pgramus og Thisbe, godlidende
overlegent behandlet med et guddommeligt, sjælfuldt
Lune og her er endelig det overnaturlige poetiske
Element - det der som et Glimt snart derefter i
Romeo og Julie dukker op i Mercutio’s Dronning Måb -
Alfespillet, hvor Puk og Æbleblomst, Spindelvæv og
Sennepsfrø er Helte og Heltinder; Alfelegen med dens
uopnaaelige Sang og Klang, dens Sommer-natsstemning og
Taagedans og Planteduft og de lyse Nætters Rødme paa
Himlen - en Leg af Smaafolk, der gaar paa Ormejagt i
Rosenknopper, driller Flaggermus, forjager Edderkopper
og kommanderer Nattergale et henaandet Vidunder,
der indeholder Spirerne til utallige romantiske
Herligheder i England, Tyskland og Danmark mere end
et Par Aarhundreder derefter.
Der gives et yndefuldt, lidt senere mytologisk
Festspil i den franske Literatur. Det er
Moliéres Psyche, hvori de dejlige Elskovsvers,
der strømmer fra Heltindens Læber, alle er skrevne
af den da GOaarige Corneille. Det er i sin Art et
ypperligt Værk. Man læse det og sammenligne dermed
Skærsommernatsdrømmen’’s Naturpoesi for at føle,
hvad den store Englænder har forud for de største
Franskmænd i den rene retorikfrie Lyrik, i den
ubun-dent legende, strengt digteriske Poesi med dens
Kløverduft, Blomsterhonning-Smag og lette, skiftende
Drømmesyner.
Her er ingen Patos. Her blæser endnu ikke hos
Shakespeare den erotiske Lidenskabs Orkan. Nej, det er
kun Elskovens sværmerisk billeddannende Væsen, som her
er behandlet, alt det i den, som er Elskovslængslernes
frie Omdigten og Omformen af Genstanden, alt det
i Kærligheden, som er Omklædning, Indbildning,
Daarskab og som derfor fører til Omskiftelse og
Flygtighed. Mennesket er af Naturen et Væsen uden
indre Kompas, der vildledes af sine Drifter og
Drømmerier, derfor lever i stadigt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
