Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XIII. Romeo og Julie. De to Kvartudgaver. Romansk Kunst deri. Gamle Motiver benyttede. Opfattelsen af Elskov
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
101
fjernt. Renæssancen vil blandt Andet sige Genfødelse
af Livets varme Blod og Indbildningskraftens hedenske
Uskyld.
Det er ikke nogen Hovedets Kærlighed, Julie nærer til
Romeo, ikke en Beundrings-Kærlighed, hun ræsonnerer
sig til; det er ikke heller en sentimental Kærlighed,
et Følelsessvælgeri uden Natur; men det er ganske
lige saa lidt blot et Sansernes Oprør - den grunder i
Instinktet, denne Kærlighed, Naturbarnets ufejlbare
Instinkt, og den er hos hende som hos ham hele
Menneskevæsenet sat i Længselens og Attraaens Dirren,
alle dets Strenge fra de højeste til de dybeste satte
i Svingning, saa stærk en Dirren og Svingning, at
hverken den unge Mand eller den unge Kvinde mere véd,
hvad der i dem er Legem og hvad der er Sjæl.
Romeo og Julie behersker som Hovedpersoner Tragedien,
men de staar ikke i kunstnerisk Værdi over de
to’underfulde Bifigurer Mercutio og Ammen. I dette
Drama, hvor Shakespeare første Gang naaer til sin
Højde af Patos, er han ligefuldt saa flersidig, hans
Stil saa omfangsrig, at den spænder over Mercutio’s
Vid og Ammens Drøjheder. Titus Andronicus havde
endnu været ensformigt alvorsfuld som en Tragedie af
Marlowe. Romeo og Julie er en Stjerne, der omfatter
det Tragiskes og det Komiskes to Halvkugler. Det er
en Symfoni saa rig, at Æventyrtonen i Fortællingen
om Dronning Måb forener sig med det højere Lystspils
Tone i Mercutios overlegne, cyniske, humorgnistrende
Udbrud, med Farcens kaade Fløjtelyd i Ammens
Anekdoter, med Kærlighedsdigtningens mest sværmeriske
Akkorder i Romeo’s og Julies Vekselsange og med
Orgelklangen i Lorenzo’s Monologer og Repliker.
Hvor lever Romeo og Julie i disse Omgivelser! Hør om
dem denne muntre og truende Larm af Latter og Lyst,
Kiv og Sværdslag i Veronas Gader! Hør Ammens støjende
Latter, den gamle Gapulets Skemten og Skænden,
Munkens dæmpede Røst, Mercutio’s geniale Indfalds
Knitren! Fornem om dem dette Luftlag af brusende
Ungdom, en Ungdom, der lever og dør i Lidenskab,
i Aandsadel, i Elskov, i Fortvivlelse, under en
Himmel med sydlandsk Sollys og med varme, duftfyldte
Maaneskins-nætter!
Og føl, at Shakespeare her havde naaet Triumfens
første Station paa sin Bane!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
