Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XV. Teatrene. Deres Beliggenhed og Indretning, Skuespillerne. Teaterdigterne. Det folkelige Publikum. Det fornemme Publikum. Shakespeares aristokratiske Grundanskuelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
118 William
Shakespeare
halvtredje Shilling. Tages Hensyn til Pengenes i
Datiden otte-dobbelte Værd mod det nutidige bliver
Prisen paa de dyrere Pladser meget betydelig. De mest
Velhavende gav over seksten Kroner ud for deres Plads
i Prosceniumslogerne paa begge Sider af Scenen. I
den øvre Prosceniumsloge tilhøjre sad i Globeteatret
Orkestret, ti Mand stærkt, det største i London,
Luthspillere, Oboblæsere, Trompetere og Paukeslagere,
udmærkede Folk i deres Fag.
Paa selve Scenen var de fineste Pladser; man naaede
til dem gennem Skuespillernes Paaklædningshus, ikke
ad den almindelige Indgang. Der sad Amatørerne,
de fornemme Beskyttere af Teatret, en Essex,
en Southampton, en Pembroke, en Rutland; der tog
Snobber, Vigtigmagere, Lapse Plads paa Stole eller
Taburetter; var der ikke Sæder nok, laa de udstrakte
paa deres Kapper - som Brachiano sætter sig paa sin
i Websters Den hvide Djævel (Vittoria Corombona)
.- paa det med Granris bestrøede Scenegulv. Der sad
ogsaa Forfatterens Medbejlere, de dramatiske Digtere,
som havde Friplads, der sad endelig de slemme,
af Boghandlerne udsendte Stenografer, der under
Skin af at gøre kritiske Notitser i Smug optegnede
Dialogen, disse Mænd, som var Skuespillerne en Pest
og i Regelen Digterne en Sorg, men som Eftertiden
rimeligvis skylder, at mangt et nu bevaret Skuespil
ikke er gaaet tabt.
Alle disse Notabiliteter paa Scenen taler halvhøjt
med hinanden, lader sig bringe Drikkevarer og Ild til
deres Piber af Teatertjenerne, medens Skuespillerne
har deres Møje med at manøvrere imellem dem, altsammen
til liden Føje for Illusionen, men ogsaa til lidet
Afbræk for den.
Thi man lader sig ikke forstyrre, og man fordrer intet
af Maskinmesteren tilvejebragt Blændværk. Bevægelige
Kulisser kendtes ikke før Aar 1600. Scenens Vægge var
enten ganske nøgne, saa man tydeligt saa de Trædøre,
der førte ind til Skuespillernes Hus i Baggrunden, og
i saa Fald trængtes - ifald Skuepladsen forestillede
en aaben Mark - en enkelt Mand eller en hel romersk
Hær simpelthen ud af Døren, naar den sejrende Fjende
forfulgte - eller Væggene var dækkede med frithængende
Tapeter; naar der spiltes et Sørgespil, var Loftet
i Regelen betrukket med Sort; opførtes et Lystspil,
da med Blaat.
Teatret havde som det antike nogle enkelte grove
Maskiner til at hæve og sænke Personerne med, en
Falddør i Gulvet, og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
