Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XVII. Shakespeare vender sig til det historiske Skuespil. Hans Richard II og Marlowe's Edward II. Mangel paa Humor og paa stilistisk Vilje. Engelsk Nationalstolthed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
140 William
Shakespeare
Fordring til et Drama. Hos Wilson (en af Lord
Leicesters Skuespillere) bestilles i 1581 et Stykke,
der skulde ikke blot være originalt og morsomt,
men ogsaa indeholde «alle Slags Mord, Usædelighed
og Røverier» (all sorts o f murders, immorality and
robberies)
Shakespeares Richard II hører vel til dem af hans
Skuespil, der aldrig har faaet rigtig fast Fod paa
Scenen; det rent politiske Indhold og Mangelen paa
kvindelige Karakterer har Hovedsk}7lden derfor; men
det er højst interessant som hans første Forsøg paa
selvstændig historisk Digtning, og det hæver sig højt
over det Drama, der afgav Forbilledet derfor.
Stykket holder sig temmelig nøje til Historien som
den var Digteren overleveret gennem Holinsheds
Krønike. Uhistorisk er Dronningens Person, som
Shakespeare øjensynligt har tildigtet for at have
en Kvindeskikkelse i Dramet og for at stemme Sindene
for Richard ved hans Hustrus Hengivenhed for ham og
røre Hjerterne ved hendes Adskillelse fra ham, da han
bliver ført i Fængsel. Isabella af Frankrig, Richards
forlovede Brud, var 1398, da Stykket begynder, ikke
ti Aar gammel, men var allerede 1396 blevet formælet
med ham; hans Afsættelse og Død fulgte hurtigt.
Shakespeare har ingen Fingerpeg givet for at lette
Tilskuerne Forstaaelsen af Stykkets Skikkelser. Deres
Handlemaade overrasker tit. Men Swinburne har
gjort Shakespeare højlig Uret, naar han af den
Grund roser Marlowe paa Shakespeare’s Bekostning,
idet han i Edward II’s Bipersoner finder Mænd af ét
Stykke, medens han derimod regner en Personlighed som
Shakespeare’s York til de uklare Figurer. Lad være,
at der i Indledningsscenen er noget uklart i Norfolks
Skikkelse, men dermed hører ogsaa Uklarheden hos
Shakespeare op. York er selvmodsigende, holdningsløs,
omskiftelig, sammensat og usammenhængende, men
ingenlunde uklar. Først dadler York Kongen for
hans Fejl, saa modtager han et uhyre Tillidshverv
af ham, saa sviger han Kongens Tillid, medens han
samtidigt overvælder Oprøreren Bolingbroke med
Bebrejdelser, beundrer saa sin Konges Storhed i
hans Fald, fremtvinger saa selv denne samme Konges
Tronfrasigelse, og ender med i dydig Harme over sin
Søns Planer mod den nye Hersker at styrte til denne
for at bevidne ham sin Troskab og kræve sin egen Søns
Blod af ham. Der ligger en dyb politisk Bitterhed,
tidligt indvunden politisk Erfaring,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
