Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XVIII. Richard III. Sjælekundskab og Enetaler. Shakespeares Selvforvandlingsevne. Kvindeforagten her. De ypperste Scener. Tragediens klassiske Retning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
160 William
Shakespeare
Samtidige har skildret ham: lille og stærk, med den
højre Skulder i Vejret, bærende sit smukke brune Haar
langt for at dække Skuldrenes Misdannelse, bidende
sig i Underlæben, altid urolig, altid med sin Haand
stødende sin Daggert op og ned i Skeden, men aldrig
under Samtalen dragende den helt ud - Shakespeare
har forstaaet at lægge Poesiens Glorieskin om denne
Jaguar i menneskelig Form.
Den stærkeste Kontrast til Richard danner de to
Barnefigurer, Edwards Sønner. Det ældste Barn er
storttænkende allerede, kongeligt sindet med et dybt
Indtryk af hvad historisk Bedrift vil sige: At Julius
Cæsar har bygget Tower, burde selv uop-skrevet gaa fra
Slægt til Slægt. Han er opfyldt af, at som Gæ-sars
Bedrifter gav hans Snille Stof, saaledes gav hans
Snille hans Bedrifter Liv, og han udbryder med Varme:
Den Sejershelt har Døden ej besejret. - Den yngre
Broder er ungdommeligt vittig, fuld af Indfald, fuld
af drengeagtig Spot over Onkelens grimme Skikkelsef
og af barnlig Glæde over Daggert og Sværd. Shakespeare
har med faa Streger udrustet disse unge Brødre med den
højeste Ynde. Morderne græder som Børn ved at afgive
Beretning om deres Død: de laa der Favn i Favn:
Som fire røde Roser paa én Stilk
i Sommerpragt, saa mødtes deres Læber.
Den hele Tragedie om Richards Liv og Død er endelig
sat ligesom i en Ramme af Kvindesorg og gennemtrukken
med Kvindeklager. Den har i sin indre Form en ikke
ringe Lighed med en græsk Tragedie, ligesom den jo
ogsaa faktisk er det sidste Led af en Tetralogi.
Ingensteds staar Shakespeare den klassiske Retning
nærmere, som i England havde udviklet sig efter
Senecas Mønster.
Alt udgaar her fra den Forbandelse, som York i
Tredje Del af Henrik VI (U) udtaler over Margarethe
af Anjou. Hun har forhaanet sin fangne Fjende York,
har, da Clifford har gennemboret den unge Rutland,
rakt Faderen et Klæde, gennemblødt rned Sønnens Blod
til med det at aftørre sine Taarer.
Derfor mister hun sin Mand, sin Krone og sin Søn,
Prinsen af Wales, ligesom hun allerede tilforn har
mistet sin Elsker SufFolk, saa Intet mere knytter
hende til Livet.
Men nu er det til hende at faa Hævn.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
