Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XIX. Shakespeare mister sin Søn. Spor af Sorg over dette Dødsfald i Kong Johan. Det gamle Skuespil af samme Navn. Flytningen af dets Tyngdepunkt. Fjernelse af Angreb paa det katolske Væsen. Bevarelse af det natonale Grundpræg. Patriotisk Stemning. Shakespeare er ubekendt med Modsætningen mellem Normanner og Angelsaksere og nævner ikke Magna Charta
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
164 William
Shakespeare
Hubert
Jeg vil.
Arthur
Og kan I? Da I havde Hovedværk,
bandt jeg mit Lommetørklæd’ jer om Panden,
mit allerbedste, syet af en Prinsesse,
og jeg har aldrig krævet det igen -
og holdt om Natten Haanden paa jert Hoved ...
Hubert kalder paa Bødlerne, og Barnet lover at sidde
stille og lade Alt ske med sig, blot han vil drive de
Blodmænd bort. Den ene Tjener siger i sin Bortgang
et medlidende Ord, og Arthur fortvivler over at
have bortskældt sin eneste Ven. Han giver sig til at
anraabe Hubert i rørende Udtryk, saa længe til Jernet
er blevet koldt under deres Samtale - og Hubert har
ikke Mod til at lade det gløde paany.
Disse Arthurs Anraabelser til den barske Hubert
om Naade for sine Øjne, det har i Shakespeares
Tanker yæret den lille Hamnets Bønner om at maatte
vedblive at se Dagens Lys eller rettere Shakespeares
egen. Anraabelse til Døden om at skaane Barnets Liv -
Bønner og Anraabelser, der lød forgæves.
Tydeligst føler man dog hans Faderhjertes Jamren
gennem Moderens, Constanzes Klager, da den lille
Arthur er ført bort i Fangenskab (III4):
Min Frue, det er Vanvids Røst, ej Sorgens.
Constanze
».*».»..*
Nej, jeg er ej vanvittig; dette Haar
som her jeg river af, er mit . . .
Var jeg vanvittig, glemte jeg min Søn
og tog en Kludedukke i hans Sted.
Vanvittig? nej, jeg føler altfor vel,
kun altfor vel hver særskilt Smertens Braad.
Hun skildrer sin Angst for hvad han lider i sit
Fængsel:
Nu gnaver Sorgens Orm min Blomsterknop og jager
fra hans Kind den friske Skønhed; huløjet vil han
blive som et Genfærd, saa bleg og mager som af Feber
knuget! og saadan døer han ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
