Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XXI. Købmanden. Kilderne. Karaktererne, Antonio, Portia, Shylock, Maaneskin og Musik. Shakespeares Stilling til Musiken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
193
Aldrig har Shakespeare givet en større Prøve paa
skærende og uimodsigelig Veltalenhed end i Shylocks
berømte Hoved-replik (IIIi):
Jeg er en Jøde. Har en Jøde ikke Øjne? har en Jøde
ingen Hænder, Lemmer, Ledemod, Sanser, Fornemmelser,
Lidenskaber? Næres han ikke af samme Føde, saares han
ikke af samme Vaaben, er han ikke udsat for de samme
Sygdomme, helbredes han ikke ved de samme Lægemidler,
varmes og køles han ikke af samme Sommer og Vinter som
en Kristen? Bløder vi ikke, naar I stikker os? ler vi
ikke, naar I kildrer os? dør vi ikke, naar I forgifter
os - og naar I gør os Fortræd, skal vi da ikke hævne
os? ... Naar en Jøde fornærmer en Kristen, hvad er
saa hans Ydmyghed? Hævn. Naar en Kristen fornærmer en
Jøde, hvad skulde saa hans Overbærenhed være efter det
kristelige Eksempel? Hævn, Den Ondskab, I har lært
mig, vil jeg udøve, og det skulde gaa haardt til,
om jeg ikke overtraf mine Læremestre.
Dog det mest Overraskende er vistnok den Genialitet,
hvormed Shakespeare har opfattet og gengivet
Racepræget og faaet det ejendommeligt Jødiske frem
i Shylocks Kultur. Medens Marlowe efter sin Vane
lod Barabas bevæge sig i mytologiske Lignelser,
har Shakespeare ladet Shylocks Dannelse hvile
helt og holdent paa det gamle Testamente og ladet
Handelen være den eneste Vej ad hvilken han staar
i Forbindelse med senere Tiders Kultur. Alle sine
Lignelser henter han fra Patriarker og Profeter;
hans Tale har Salvelse, naar han retfærdiggør sig
med Jakobs Eksempel. Hans egen Stamme er ham endnu
bestandig «den hellige Stamme», han har «aldrig følt
Forbandelsen*, der er udgaaet over den førend nu,
da hans Datter er flygtet med hans Skatte - medens
Marlowes Barabas (paa Skrømt?) udbryder: «Jeg er en
Jøde, derfor er fortabt jeg».
Jødisk er ogsaa hans Respekt for og haardnakkede
Fastholden af Loven og dens Bogstav, hans Pukken
paa den formelle Ret, som jo er hans egen eneste
Ret i Samfundet, og hans sædelige Begrebers dels
naturlige, dels forsætligt trodsige Indskrænkning
til Gengældelsesprincipet. Han er intet vildt
Dyr; han er ingen Hedning, der giver de naturlige
Drifter frit Løb; hans Had er ikke ubehersket;
han holder det indestængt i sin lovlige Ret som
en Tiger i sit Bur. Han mangler ganske det Frie og
Lyse, det Lethenlevende, Sorgløse og Hensynsløse som
betegner den herskende Kaste i dens Dyder og Laster,
i Veldædigheden som i den tankeløse Ødselhed; men
han har ikke
13*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
