Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XXII. Edward III og Arden of Feversham. Shakespeares Diktion Første Del af Henrik IV. Indfører for første Gang sine egne Livserfaringer i det historiske Drama. Hvorfor Stoffet har tiltalt ham. Værtshuslivet. Shakespeares Kres. John Falstaff. Falstaff og Gracioso i de spanske Skuespil. Rabelais og Shakespeare. Panurge og Falstaff
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
208 William
Shakespeare
gamle indiske Skuespils Vidushakas, halvt Hofnar,
halvt Ven og Selskabsbroder med Helten. Han
Indbefatter den gamle romerske Komedies to komiske
Typer, Artotrogus og Pyrgopolinices, Snyltegæsten og
den storpralende Soldat. Som en romersk Scurra lader
han sin Patron betale Regningen og forlyster ham til
Gengæld med sine vittige Indfald, og som en Miles
gloriosus er han en Pralhans over alle Pralhanse, en
Løgner over alle Løgnere, og svag overfor Kønnet. Og
dog er han i sin ene Person rigere og morsommere
end alle antike Silener og Hofnarre og Pralere og
Snyltegæster.
I Aarhundredet efter hans Tilblivelse faar Spanien
og Frankrig hver sit Teater; i Frankrig har kun en
eneste pudsig og lystig Person, Moron i Molieres La
Princesse d’Élide, nogle svage Træk af hans Væsen;
i Spanien, hvor Sancho Pansa’s morsomme og storstilede
Skikkelse ligger bag den hele Række af komiske Figurer
i Calderon’s Teater, staar Gracioso’en overfor Helten
som den stadige Modsætning og minder hist og her en
Smule om Falstaff, dog altid kun som en Udsondring
af en eller anden Side af hans Naturel, eller fordi
han befinder sig i en Situation, der minder om en af
Falstaffs. I La dama duende drikker han og er fejg;
i La gran Zenobia praler han indtil det Utrolige og
indvikler sig som Falstaff i sine Løgne. I La puente
de Mantible bliver han endog (som det antydes om
Falstaff i Scenerne med Overdommeren og Coleville)
berømt og frygtet i Anledning af sit Krigermod. Og
dog er han som Falstaff højst ilde tilmode under
krigeriske Sammenstød: ofte kryber han i Skjul, gemmer
sig bag en Busk eller i et Træ; i La hija del ayre og
El principe con-stante bruger han ganske samme Middel
som Falstaff og visse lavere Dyr, at lægge sig ned og
anstille sig som død. Falstaffs berømte Udtalelser om
Æren, som ogsaa strejfes af Molieres Moron, udtales
af Hernando i Los empenos de un acaso; Falstaffs
Beskyttermine, hans gottende Faderlighed finder
man hos Fabio i El secreto d voces. Det er enkelte
Egenskaber, løsrevne Sider af Falstaffs Karakter,
der her maa gøre Tjeneste som hele Personer. Calderon
ser i Almindelighed med velvillige Øjne paa sin
Gracioso. Dog undertiden bliver han ligesom oprørt
over sin Lystigmagers epikuræiske, ukristelige,
uridderlige Livsanskuelse. Saaledes lader han i La
vida es suefio den stakkels Clarin, der er krøbet I
Skjul bag en Busk under Slaget, rammes af en Kugle,
for at vise, at den Fejge ikke undgaar Faren, og.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
