Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XXIV. Prins Henrik. Tilknytningspunktet for Shakespeares Fantasi. Typisk engelsk Nationalhelt. Stykkets Friskhed og Fuldkommenhed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
225
da ikke underligt at Indsigelser mod Misbrug af
Oldeastles Navn foranledigede Navneforandringen.
De gamle Krønikers Antydning af Kongens vilde Liv
i hans unge Dage var jo bleven udført i det gamle
talentløse Stykke The famous Victories, og dette
Vink var nok til at sætte Shakespeares Fantasi i
stærk Bevægelse og gøre den frugtbar. Det vilde være
ham en Fest at fremstille den unge Prins af Wales
drivende om mellem Svirebrødre og Pigebørn for at
hæve sig des klarere og større til den udadlelige
Regent, den største Hærfører blandt Englands Konger,
Frankrigs Ydmyger, Sejrherren ved Azincourt.
Sikkert har der her været et personligt
Tilknytningspunkt for Shakespeare. Al Sandsynlighed
taler for. at han som ung Skuespiller og Poet
har levet et Zigøjnerliv i London, neppe et Liv i
Letfærdighed, men i Lidenskaber og i de Udskejelser,
som hans kraftige Temperament, hans overstrømmende
Livskraft og hans Stilling udenfor det ordnede
borgerlige Samfund maatte opfordre til. Sonetterne,
der taler saa højt om enkelte stærke og skæbnesvangre
Følelser hos ham, giver ogsaa en Forestilling om
Fristelser, hvorfor han har givet efter. Snart
hedder det (Sonet 119): Hvor har jeg ikke drukket
Sirene-Taarer, destillerede af Kolber, der var stygge
som Helvede selv! .... Hvilke usle Vildfarelser har
ikke rnit Hjerte begaaet, mens det mente sig selv
velsignet for bestandig! Hvor gik ikke mine Øjne
næsten ud af deres Huler under denne Febers Raseri! -
Snart skildrer han (Sonet 129) en Ødslen med alle
Livsaander i Vellysten, der attraas udover al Fornuft
og, neppe opnaaet, afskyes atter udover al Fornuft som
en Lokkemad, der sluges med Fiskekrogen og derefter
gør den, der nød den, gal - og dog, slutter han,
dog er der Ingen, som formaar at sky denne Himmel,
der fører os til Helvede.
Sligt er skrevet Dagen derpaa, efter Rusen. Men
Shakespeare har sikkert ogsaa havt sine sorgløse
og letsindige Timer, hvor disse moraliserende
Betragtninger laa ham fjernt Dfrpaa tyder nogle
opbevarede Anekdoter. I Juristen John Manning-hams
Dagbog findes under 13. Marts 1601 (o: 1602) denne
Notits: «En Dag, da Burbage spillede Richard III,
var der en Borgerkone, som gik saa vidt i Kærlighed
til ham, at hun, før hun gik fra Teatret, satte ham
Stævne til at komme den Nat til hende under Navnet
Richard III. Shakespeare, som hørte deres
Aftale, kom først, blev indladt og havde sin Gammen,
før Burbage
15*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
