Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XXV. Henrik IV's Anden Del. Gamle og nye Skikkelser deri. Enkeltheder Henrik V, Nationaldramaet. Fædrelandskærlighed og Fædrelanderi. Drøm om et Storbritannien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
235
femte Akt lader Tidspunktet for Stykkets
første Opførelse sig med Sikkerhed bestemme.
Thi Essex var i Irland fra 15 April
1599 til 28 September i det følgende Aar. Da der
allerede i Aar
1600 findes Hentydninger til Stykket hos
andre Digtere, maa 1599 efter al Sandsynlighed
være Aaret for dets Tilblivelse.
Hvor stærkt Shakespeare har været grebet af sin
Genstands Storhed, viser de atter og atter gentagne
Udbrud af Ydmyghed overfor den. Han begynder som
Forfatterne af Oldtidens Heltedigte med en Anraabelse
af Musen; han beder om Undskyldning ikke blot for sine
sceniske Midlers Ufuldkommenhed, men for «den flade
Hverdagsaand* (the flat anraised spirits), hvori han
behandler et saa mægtigt Æmne og vender i Prologen
til fjerde Akt paany tilbage til sin Uværdighed og
Skuepladsens Evneløshed til at gengive hvad den helst
burde kunne. Og han har overhovedet i Korene gjort sit
Yderste for ved lyrisk Sving og Pragt og Billedernes
anskuelige Liv at bøde paa hvad Handlingen paa Grund
af dens Troskab mod Historien manglede i Enhed og
Fasthed. Barnligheden af det Kursus i salisk Ret,
hvormed Erkebispen aabner Stykket for at bevise
Henriks Krav paa Frankrig, har Shakespeare øjensynlig
ikke følt, og Udviklingens Prosa har han øjensynlig
maattet tage med.
Thi han stræber her at gøre Henrik til et Indbegreb
af alle de Dyder, han selv vurderer højest. Allerede i
Slutningen af Henrik IV’s Anden Del havde han forlenet
ham Træk af udadleligt kongeligt Højsind: Henrik
bekræfter den Overdommer, der pligtopfyldende havde
arresteret ham som Prins, i hans Embede, tiltaler ham
med dybeste Agtelse, ja giver ham Navnet Fader. I
Virkeligheden blev denne Overdommer ved Kongens
Tronbestigelse afsat. Her er Konge-Sommerfuglens
Forvandling fra den tidligere Larve- og Puppe-Tilstand
fuldendt. Henrik her er paa én Gang Herskeren, der
altid tænker kongeligt og aldrig glemmer sin Stolthed
som det engelske Folks Repræsentant, Manden uden Prunk
og Hovmod, der optræder simpelt, taler beskedent,
handler energisk og føler religiøst, Soldaten, der
bærer Savn som den Ringeste, er djærv i sin Skemt og
Bejlen, hævder Mandstugten med hensynsløs Strenghed og
uden al Personsanseelse endog imod sine gamle Fæller,
og endelig Borgeren, der folkeligt indlader sig med
Lave og Høje og hos hvem den fordums ungdommelige
Lystighed er bleven til Spøgefuglens Glæde ved en
Skemt, som den med Williams og Fluellen. Shakespeare
har udrustet ham
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
