Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XXV. Henrik IV's Anden Del. Gamle og nye Skikkelser deri. Enkeltheder Henrik V, Nationaldramaet. Fædrelandskærlighed og Fædrelanderi. Drøm om et Storbritannien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
237
Efter sin Vane og for ikke at opgive Sammenhængen
med de forudgaaende Skuespil har Shakespeare
gennemtrukket ogsaa Henrik V med komiske Figurer
og Optrin. FaistafF selv forekommer ikke, hans Død
forkyndes i Stykkets Begyndelse; men hans Følge
vanker om som levende og snurrige Minder orn ham,
indtil de forsvinder i Galgerne en efter en, saa ingen
Erindring om den store Konges letsindige Ungdomsliv
bliver tilbage. Til Gengæld indføres her en ny Kres
af humoristiske Skikkelser, Soldatertyper, Officerer
fra de forskellige engelsktalende Lande, som udgør
hvad vi nutildags kalder Storbritannien. Hver
af dem taler sin Mundart, paa hvis nøjagtige
Gengivelse Meget af Stykkets komiske Virkning for
et engelsk Øre beror. Der er en Waliser, en Skotte
og en Irlænder. Waliseren er grundbrav, flegmatisk,
lidt pedantisk, men Fyr og Flamme for Mandstugt og
Retsindighed; Skotten er i uforanderlig Ligevægt,
jævn og bred og tilforladelig; Irlænderen er en
rigtig Kelter, hidsig og ildfuld og misforstaaende
og stridbar. Af dem er Fluelien, Waliseren, i sin
komiske Flegma og mandige Strenghed mest udført.
Dog Shakespeare har havt en anden og dybere Mening
end den at more sit Publikum ved en broget Prøve
af Mundarter, med at indføre disse Repræsentanter
for de forskellige engelsktalende Stammer i sit
Stykke. Skotterne havde dengang endnu, saa tit England
laa ’i Krig, været Arvefjenden, der faldt i Ryggen,
og Irlænderne var netop da i aabent Oprør. Shakespeare
har øjensynlig drømt om Greater-England (som man
nutildags taler om Greater-Britain). Da han skrev sit
Drama, bejlede Kong James af Skotland ufortrødent til
Englændernes Velvilje, og Spørgsmaalet om Tronfølgen,
naar den gamle Dronning døde, var endnu ikke afgørende
besvaret. Shakespeare har sikkert ønsket, at med
James’ Tronbestigelse det gamle Nationalhad mellem
Skotter og Englændere skulde faa Ende. - Samtidigt
stod Essex i Irland og førte der den Politik, der
skulde lede til hans Undergang, nemlig ved Mildhed
og Overenskomster med de Icatolske Oprøreres Høvding
at udjævne Misstemningen. Sout-hampton var med ham
derovre som Øverstbefalende over hans Kavalleri,
og man kan ikke tvivle paa. at Shakespeares Hjerte
var i Lejren. Skønt ganske vist Shakespeares Ord i
Koret til femte Akt af Henrik V lyder krigerisk nok,
har efter al Sandsynlighed Bates udtalt hans politiske
Grundanskuelse, naar han siger (IVi):
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
