Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XXVI. Elisabeth og Falstaff. De lystige Koner i Windsor. Stykkets prosaiske og borgelige Grundtone. Alfespillet deri - XXVII. Shakespeares aandrige Tidsrum. Hans Kvindetype nu. De aandfulde unge fornemme Piger. Megen Larm for Ingenting. Slavisk Forhold til den givne Fabel. Benedict og Beatrice. Sjælelig Udvikling. De lavkomiske Figurer
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
243
har givet os et Indtryk af den samtidige Borgerstand
i dens Sundhed og ærlige Dygtighed, som de mange
Farceløjer ikke formaar at udviske.
XXVII
Shakespeare glider nu ind i det Tidsrum af sin
Tilværelse, hvor han er aandrig, helt igennem
spirituel, som ingensinde før. Det er, som om
der havde ligget Solskin over hans Liv i disse
Aar. Kampaar har det visselig ikke været; Sorgens Aar
ikke heller; der har været ligesom Opholdsvejr i hans
Eksistens, ligesom et stille Belte, som hans Skib er
kommet igennem paa Livets oprørte Vande, og han har en
kort Stund vemodigt lykkelig svælget i sit eget Geni,
drukket sig en let Rus i sin Genialitet. Han har hørt
sin egen hellige Lunds Nattergale fløjte. Alt i ham
har blomstret.
Den republikanske Kalender havde en Maaned
Floréal. Der er i Reglen en saadan Blomstermaaned i
et Menneskeliv. Dette Tidsrum er den i hans.
Han har visselig i den Tid været forelsket - som han
overhovedet hele sit Liv igennem har været det - men
ikke med den Forelskelse, der betager i Lidenskab
som Romeo’s, heller ikke med den halvtfortvivlede
Følelse af Genstandens Uværdighed, han skildrer i
sine Sonetter, heller ikke med det lette Sværmeri i
ungdommelige Indbildninger som Skærsommernatsdrømmen
fremstille. Nej paa en lykkelig Maade, med en
Forelskelse, der har fyldt hans Hoved saa vel som
hans Hjerte og som har været glad Beundring for den
Elskedes Aand og Kækhed, for den fornemme, overlegne
Dame i hende, hvis Koketteri er muntert, hvis Hjerte
er fortræffeligt og hvis Hoved er saa lyst, at hun
formelig er Viddet i Kvindeskikkelse.
Han havde i sin tidlige Ungdoms Aar fremstilt
ikke faa uelskværdige, mandhaftige Kvinder i sine
Lystspil og ikke faa herskesyge, blodtørstige eller
fordærvede Kvinder i sine alvorlige Dramer, Figurer
som Adriana og den arrige Katharina paa den ene Side
og som Tamora og Margarethe af Anjou paa den anden,
der alle har haardnakket Vilje og en vis Voldsomhed
i Fremfærd. Senerehen i sin modne Manddoms lidt mere
fremrykkede Aar vil han med Forkærlighed fremstille
unge Kvinder, der er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
