Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Første Del - XXIX. Fuldendt sjælelig Harmoni. Helligtrekongersaften. Skemt med Puritanismen. De smægtende Skikkelser. Violas hjertevindende Ynde. Farvel til Spøgen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
272 William
Shakespeare
speare foreviget i den udødelige Replik, hvori han
udbryder, da Tobias kalder sig tilbedt af Ternen Maria
(Ils):
Der var ogsaa engang En, der tilbad mig.
Tobias har givet hans fyldestgørende Særmærker og
Kendetegn med de Ord, at hvis Nogen, naar han har
skaaret Hr. Andreas op, kan finde saa rneget Blod
i hans Lever, som en Flues Ben kan hænge fast i,
saa vil han fortære Resten af hans Kadaver.
Hovedpersonen i Helligtrekongersaften er Viola, om
hvem hendes Broder ikke siger et Ord for meget, naar
han om hende, hvem han tror druknet under Skibbruddet,
udbryder: «Hun havde en Sjæl, som Misundelsen selv
maatte kalde skøn,»
Hendes Stilling i Stykket er den, at hun som
skibbruden paa Illyriens Kyst først ønsker at træde
i den unge Grevindes Tjeneste, men da hun erfarer, at
denne Ingen vil se, beslutter i Pagedragt (som Eunuk)
at henvende sig til den unge ugifte Hertug, om hvem
hun husker at hendes Fader har talt med Varme. Han
gør straks det dybeste Indtryk paa hendes Hjerte, men
ubekendt med hendes Køn, som han er, aner han ikke,
hvad der foregaar i hende, og hun er i den vaandefulde
Stilling stadigt at benyttes som Sendebud for den,
hun elsker, til en Anden. Paa en hemmelighedsfuld og
rørende Maade taler hun til ham om sin Elskov (II
Min Fader
har havt en Datter, og hun elskede en Mand saa højt
som, hvis jeg var en Kvinde, maaske jeg elsked Eder.
Hertugen
Og hvordan Blev hendes Liv?
Viola
Et Blad foruden Skrift.
Hun nævned ej sin Elskov, men lod Taushed som Ormen
skjult i Blomsterknoppen gnave paa hendes fine Kind.
Hun visned hen i Vemod . , .
Men den varme Følelse, der fylder hende, gør hende
til et mere veltalende Elskovsbnd, end hun aner.
Paa Olivias Spørgsmaal,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
