Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Anden Del - III
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
299
Først i Oktober fik Essex Tilgivelse, men
ingen hjerteligt eller blot oprigtigt ment. Dog
Nødvendigheden af at dæmpe Oprøret i Irland bevirkede,
at al smaalig Uenighed maatte gaa i Glemme. O’Neil,
Jarl af Tyrone, havde som ofte før samlet en Hær, og
hele Øen var i Oprør. Den offenlige Mening udpegede
- iøvrigt med Urette - Essex som den eneste Mand,
der vilde kunne faa Bugt med den irske Opstand. Han
havde dog store Betænkeligheder ved at tage mod
Hvervet. Det gjaldt for hver enkelt Hofmand,
men især for en Partihøvding ved Hove, om ikke at
fjerne sig fra Dronningens Aasyn mere end ubetinget
nødvendigt. Han maatte altid frygte, at hans Fjender
af Modpartiet benyttede hans Fraværelse til at sværte
ham saaledes for den almægtige Herskerinde, at han
ikke kunde rejse sig igen. Elisabeth var paa dette
Tidspunkt ganske som sidenhen Ludvig XIV af Frankrig
baade Regent og Forfatning i én Person. Hendes Vrede
var Undergang^ hendes Naade var den eneste Kilde
til Velfærd. Derfor stræbte Essex især at sikre sig
Tilladelse til naarsomhelst at vende tilbage fra
sin Post og aflægge Dronningen Regnskab, og derfor
var det, da denne Tilbagevenden Aaret efter blev ham
negtet, at han sprængte alle Hensyn og overtraadte
Forbudet. Han vidste, han var fortabt, hvis han ikke
fik Elisabeth personligt i Tale.
I Marts 1599 blev Essex stillet i Spidsen for de
engelske Tropper; han skulde kue Oprøret og kun skænke
Tyrone Livet, hvis denne ærligt underkastede sig. Men
istedenfor, som hans Ordre lød paa, at angribe
Oprøret, hvor dette havde sin faste Borg, i Ulster
nemlig, viste Essex sig længe uvirksom og drog saa til
Munster. En af hans Befalingsmænd Sir Henry Haring-ton
led ved sin egen Udygtighed, sine Officerers og
Soldaters Fejghed, et forsmædeligt Nederlag. Han
blev stillet for Krigsret i Dublin, han selv og
hver tiende Mand af hans Soldater skudte. Sommeren
gik hen, og i dens Maaneder svandt de 16,000 Mand,
hvormed Essex var kommen til Irland, ved Sygdom og
Rømning ind til kun 4000. Under disse Omstændigheder
opsatte Essex paany Toget til Ulster, saa Dronningen,
der var yderst misfornøjet, udtrykkeligt forbød ham
at vende tilbage fra Irland uden hendes Tilladelse.
Da han endelig i Begyndelsen af September 1600 med
sin sammensmeltede Styrke naaede Tyrones friske Hær,
der i en stærk Stilling oppebiede Englændernes Komme,
opgav han sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
