Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Anden Del - VI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
326 William
Shakespeare
Dog sørge de saa skønt i deres Ve, at hun som Skønheds
Billed er at se.
Ogsaa den sorte Skønhed i Elskovs Gækkeri har altsaa
havt en levende Model, og naar det nu betænkes,
at Omarbejdelsen, som Titelen siger, fandt Sted, da
Stykket skulde opføres for Hendes Højhed Jul 1597,
dernæst at den mørke Rosalinde i Stykket er Hofdame
hos en Prinsesse, der etsteds med en Vending, som
ligner en henkastet Artighed til Englands Dronning,
benævnes «en yndefuld Maane» - saa ligger den
Forestilling nær, at den brunette Skønhed har været
en af Dronningens Damer, og hele Slutningen af fjerde
Akt over de øvrige Tilskueres Hoved henvendt til
hende. Hvem hun var, er os ubekendt; ingen samtidig
Meddelelse har bragt os hendes Navn. Ud fra den
Forudsætning, at Pembroke er Sonetternes Helt, har
Tyler med adskillig Rimelighed kunnet slutte sig
til hvem hun var; thi det vides jo saare vel, med
hvilken af Dronningens Damer Pembroke som Yngling
stiftede den Forbindelse, der i 1601 voldte hendes
Fordærv, og den Slutning laa da nær, at den Dame, der
fik Pembroke i sin Magt, var hin mørkøjede Brunette,
hvem Shakespeare elskede «indtil Galskab* for at bruge
hans egne Ord. En stærkt farvet Byste af Mary Fitton
paa Mindesmærket over hendes Moder i Gawsworth Kirke
i England - gengivet i Tylers Shakespeares Sortnets -
bibragte Tyler den Overbevisning, at hun havde været
overordenlig brunet. Nogen ret Forestilling om,
hvorledes hun saa ud ved Aaret 1600, giver Bysten
vel ikke, thi den er udført i 1626, da hun var 48
Aar gammel; men paa den var Hudfarven mørk, det højt
opsatte Haar og de store Øjne sorte. At hun ikke var
smuk, stemte med Skildringen i Sonet 141:
Med mine Øjne elsker jeg dig ikke,
thi de kan se hos dig de tusind Pletter;
men det er Hjertet, som trods mine Blikke
sin hele Hu og Tragten mod dig retter.
Ej har mit Øre i din Røst Behag; ej Føle-Sansen,
snar til lysten Leg, og ikke Lugt og heller ikke Smag
begærer nogen Sanse-Fest med dig.
Men alle mine Sanser mægter ej
ét stakkels Hjerte af din Vold at drage:
dit stolte Hjertes Træl forbliver jeg,
saa Skyggen af en Mand kun blir tilbage.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
