Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Anden Del - VII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
336 William
Shakespeare
terne til Thorpe tre Aar senere og under hvis
Beskyttelse Thorpe derfor stiller sit Foretagende.
Faa dette Omraade, hvor Alt er dunkelt, er det
vanskeligt at udtale en bestemt Overbevisning
overfor en saa meget lærdere Mand. Alligevel er der
noget i Tilegnelsens Ordlyd, som ikke stemmer med
Forestillingen om at Thorpe her henvender sig til
en Ven og Kaldsfælle, og Sidney Lee afværger denne
Indvending kun med en Bemærkning om at Thorpe i sin
Sprogbrug var alt andet end nøjagtig. Betegnende er
det ogsaa, at af de tre Tilegnelser, som eksisterer
fra Thorpes Haand efter den til Mr. W. H., er den ene
rettet til Florio, de to til Jarlen af Pem-broke,
altsaa til virkeligt fornemme Beskyttere, medens
den eney der ni Aar forinden af ham er rettet til
Forlæggeren Edward Blount, som udgav det af Thorpe
erhvervede Haandskrift til Marlowes Lucan-Oversættelse
for ham, er affattet i en ganske anderledes fortrolig
Tone, rettet til «his kind and true friend* og giver
den Paagældende «nogle faa Vink» om hvorledes han
kan tilpasse sig selv til den ham uvante Rolle som
Beskytter. Afstanden herfra til Udtryksmaaden i
Sonetternes Tilegnelse er stor.
Hvad Sidney Lee med sine Undersøgelser og Gisninger
vil godtgøre er da at den Mand, der i Sonetterne
fremtræder som Digterens Mæcenas, er Southampton,
ikke Pembroke. Paa Navnet ligger der ringe Vægt,
som der i Virkeligheden ligger ringe Vægt paa, om
den Kvinde, der i Sonetterne besynges og angribes,
bar Navnet Mary Fitton eller et andet, som aldrig
vil blive oplyst. Hovedsagen er imidlertid den, at
Lee i Overensstemmelse med en hel Række tidligere
Forfattere især blandt dem, der grun-digst har sat
sig ind i Datidens europæiske Literatur, særligt
Sonetdigtningen i Italien, Frankrig og England, som
Delius og Elze i Tyskland, Henrik Schuck i Sverig,
har taget Anledning af de talrige med Datidens
Vedtægt stemmende Træk i Shakespeares Sonetter til at
stemple de Forhold, de behandler, som i alt Væsenligt
opdigtede og frakende dem al direkte selvbiografisk
Værdi. Neppe har dog nogen før ham bestræbt sig for
saa stærkt at begrænse Shakespeares Originalitet paa
Sonetdigtningens Omraade*
; Lee gør først opmærksom paa, at den hele Masse
af engelsk Sonetdigtning, der opstaar i det 16de
Aarhundredes sidste Aarti, var saa afhængig først af
Petrarcha, dernæst af franske For-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
