Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Anden Del - XIV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
430 William
Shakespeare
at hun kan kalde det Kærlighed, der har draget hende
til hendes Svoger, findes ikke i Udgaven fra 1603. Dog
det afgørende Bevis for at Hamlet fra først af har
staaet for Shakespeare som meget yngre (nøjagtigt 11
Aar yngre) end han senere gjorde ham til, foreligger i
Kirkegaardsscenen (Vi). Her siger Første Graver i den
ældre Udgave om Glownen Yorick, at hans Hjerneskal har
ligget et Dusin Aar i Jorden; i Udgaven fra 1604 er
dette blevet til 23 Aar og paa samme Tid fastslaas det
udtrykkeligt, at Hamlet, der som Barn har kendt ham,
nu er 30 Aar gammel. Graveren fortæller nemlig her
først, at han kom til sin Bestilling netop den Dag,
da Prins Hamlet blev født, og siger noget derefter:
«Jeg har været Graver her i 30 Aar.* Hermed stemmer,
at Kongen i Skuespillet nu angiver netop 30 Aar som
den Tid, der er gaaet hen siden hans Brj’llup med
Dronningen, og Ofelias Ord (IIIi) om Hamlet som det
uforlignelige Billed paa udsprungen o: moden Ungdom
(blown youtti).
Bevægelsen i Shakespeares Sind har øjensynlig været
denne: Fra først af har det stillet sig saaledes
for ham, at i Æmnets Medfør maatte Hamlet være
Yngling. Saaledes forstodes bedst det umaadelige
Indtryk, som Moderens hurtige Glemsel af Faderen
og hastige Bryllup gjorde paa hans Sind. Han havde
levet fjernt fra Verden i det stille Wittenberg i
den Tro, at Tilværelsen var saa harmonisk som den
viser sig for en ung Prins. Han indbildte sig at
Idealerne holdtes i Hævd her paa Jorden, at aandelig
Adel og fine Følelser beherskede Verden, at der
raadede Retfærdighed i Statslivet, Tro og Love i
Privatlivet. Han beundrede sin store Fader, ærede
sin skønne Moder, elskede lidenskabeligt den yndige
Ofelia, havde høje Tanker om Menneskene, særligt om
Kvinden. I det Øjeblik han mister sin Fader og maa
forandre sine Tanker om Moderen, styrter hele hans
lyse Livssyn sammen. Har Moderen kunnet glemme Faderen
og ægte denne Mand, hvad er da Kvinden værd! Og hvad
Værd har da Livet! Derfor endnu før han har hørt
Tale om Faderens Genfærd, endsige set og hørt det,
den rene Fortvivlelse i Monologen:
O gid mit altfor, altfor faste Kød dog maatte smelte,
tø, i Dugg opløses! O havde dog den Evige ej sat sit
Bud mod Selvmord!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
