Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Anden Del - XV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
438 William
Shakespeare
sætter ham, afløses atter af den Trang til Samling,
som han tilfredsstiller i de ensomme Overvejelser,
der udgør hans Monologer.
Naar Lidenskaberne vækkes i ham, kan han vanskeligt
beherske dem. Det er en nervøs Overophidselse, der
giver sig Luft, naar han opfordrer Ofelia til at gaa
i Kloster, og det er i et Anfald af nervøst Raseri,
at han støder Polonius ned. Men i Almindelighed
slaar Lidenskabeligheden ind. Tvungen, som han er
eller føler sig, til Forstillelse og List, fortæres
han af Utaalmodighed og haaner og udskælder stadigt
paany sig selv for sin Uvirksomhed som var den Flegma
eller Fejghed.
Allerede Mistroen, det nye Element i hans Sjæl,
gør ham forsigtig; han kan ikke straks handle,
end ikke tale. «Der gives ingen Skurk i Danmarks
Rige,» begynder han; «saa stor som Kongen* skulde
Fortsættelsen lyde, saa gribes han af Frygt for at
forraades af Kammeraterne og slutter: «undtagen at
han er en Erkenidding.»
Han er af Naturen saa aaben og varm som vi ser ham
mod Horatio, han taler kammeratligt med Vagtposterne
paa Terrassen, han er fra først af hjertelig mod
gamle Bekendte som Rosenkrans og Gyldenstjerne,
og han er ligefrem, elskværdig, imødekommende uden
Nedladenhed mod den omrejsende Skuespillertrup. Men
pludseligt er han af de kvalfuldeste Oplevelser og
bitreste Erfaringer bleven tvungen til Indesluttethed;
neppe har han for ikke straks at gennemskues anlagt
sin Maske, før han føler sig udspioneret; selv hans
Venner, hans Elskede, er paa Modstandernes Side,
og skønt han anser sit Liv for truet, mener han at
maatte tie og vente.
Hans Maske er titnok kun af Flor – allerede af Hensyn
til Tilskuerne, for hvem Shakespeare jo maatte gøre
Vanviddet gennemsigtigt, hvis det ikke skulde kede.
Man læse det saare vittige Replikskifte mellem
Polonius og Hamlet (II2), der begynder: «Hvad er
det, I læser, naadige Herre?> .- «0rd, Ord, Ord.» I
Virkeligheden er der ikke et Glimt af Sindsforvirring
i alle disse Spydigheder, før Hamlet til allersidst
for at udslette Virkningen af dem afslutter med
Sætningen: «For I vilde jo blive ligesaa gammel som
jeg, gode Herre, hvis I kunde gaa baglænds som en
Krebs.>
Eller man tage den lange Samtale (IIIi) mellem Hamlet
og Parret Rosenkrans og Gyldenstjerne om Fløjten,
han har ladet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
