Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Anden Del - XXI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
477
Jeg rejser stille bort. Jeg elsker Folket, men
stiller nødigt mig til Skue for det; hvor godt det
gør, saa huer mig dog ikke den høje Jubel og det
stærke Hurra, og ikke tror jeg, nogen sindig Mand
har Lyst dertil.
Øjensynligt til samme Afsky for Trængsel hos James
sigtes der, naar Angelo i anden Akts fjerde Scene
skildrer Folkets Sammenstimlen om en elsket Hersker
som utilladelig Paatræn-
genhed:
Saaledes stimier
den taabelige Mængde tæt om En, der ligger daanet;
Alle vil de hjælpe, og derved spærrer de saa Luften
for ham, der skulde kvæge ham. Paa samme Vis
omstimler Folkets Hob en elsket Konge, forlader hver
sin Plads og trænger sig i underdanig Hylding frem
til ham i plump Hengivenhed, der ligner Frækhed.
Den 24. Marts 1603 havde Elisabeth draget sit
sidste Suk. Paa Dødssengen havde hun, da hun ikke
mere kunde tale, ved med Hænderne over sit Hoved at
danne en Krone, antydet, at hun til sin Efterfølger
udsaa En, der allerede var Konge. Hendes Ministre
havde allerede længe i al Hemmelighed underholdt
Forbindelser med James VI af Skotland og tilsagt ham
Tronfølgen tiltrods for at en Bestemmelse i Henrik
VIIFs Testamente havde udelukket dennes ældre Søsters
skotske Efterkommere fra Tronen. Man kunde intet
Hensyn tage dertil; thi der var i den yngre Linje
ingen Personlighed af tilstrækkelig Anseelse til
at kunne opstilles som Tronarving, og Nytten af at
Englands og Skotlands Kroner forenedes paa ét Hoved
var indlysende; altfor længe havde de to Riger oprevet
hinanden i indbyrdes Fejde. Alle Partier i Folket
var enige med Ministrene om at se hen til James som
Tronfølger. Protestanterne havde Tillid til ham som
Protestant ; Katolikerne haabede forbedrede Vilkaar
af ham som den katolske Martyrindes Søn; Puritanerne
haabede, at han som ny og fredselskende Konge vilde
indvillige i Saadanne Ændringer i den lovbefalede
Gudstjeneste, at de uden at tage Skade paa deres Sjæl
kunde deltage i den. Store Forventninger hilsede ham.
Neppe var Aanden ude af Dronning Elisabeth, før Sir
Robert Carey, en Adelsmand, der havde nydt mangen
Velgerning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
