Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Anden Del - XXV
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
524 William
Shakespeare
baade den omfangsrigeste og den mest storladne; al den
Kval og Rædsel, der kan rummes i Forholdet mellem en
Fader og hans Børn, formet til fem, ikke lange Akter.
Ingen moderne Aand har turdet se et Stof som
dette under Øjne; ingen havde heller kunnet
beherske det. Shakespeare har gjort det uden at
man sporer endog blot en Anstrengelse, i Kraft af
det overvældende Herredømme, han paa sin Genialitets
Højdepunkt har naaet over Menneskelivet i dets Helhed
som Æmne. Han behandler sit Stof med den aandelige
Sundheds Overlegenhed og er dog her Optrin efter
Optrin saa stærkt bevægende, at det er, som hørte man
den ulykkelige Menneskeheds Hulken ledsagende Dramet,
omtrent som man ved en Strand stadigt hører Havets
Pladsken og Suk.
Med hvilke Forudsætninger har Shakespeare grebet
dette Stof? Dramet taler højt nok derom. Han stod
paa Menneskelivets Højdedrag; han havde levet henved
42 Aar, han havde ti Aar endnu at leve i, men deraf
sikkert ikke mere end syv aandeligt frugtbare Aar
tilbage. Han vejede nu i sin Haand baade det, der gør
Livet værre end Døden, og det, der gør Livet værd at
leve, det som er Livsluften for vore Lunger og den
hjertestyrkende, Gordelia-agtige Trøst i vor Kval,
og førte alt dette en Undergang i Møde, der virker
stor som en Verdens-Undergang.
I hvilken Stemning gik Shakespeare til dette sit
Værk? Hvad kogte og sydede i hans Sind, hvad tonede
og klagede i hans Indre, da han stødte paa dette
Æmne? Dramet taler tydeligt nok derom. Af Alt,
hvad han til nu havde oplevet af Pinsler, Raaheder
og Lavheder, af alle Laster og Skændigheder, som
forbitrer de bedre Menneskers Liv, har en eneste
Last nu forekommet ham den værste, staaet for ham
som den afskyeligste og mest oprørende af alle, en,
han selv sikkert nok atter og atter havde været Offer
for: Utaknemmeligheden. Han fandt ingen Lavhed mere
undskyldt og tilgivet og udbredt.
Hvem kan tvivle om, at han med sin overrige Natur,
hvis Væsen var som Skyens hos Shelley en evindelig
Given, en evig Veldædighed, en uendelig Bringen af
friske Byger til de tørstende Planter - hvem kan
tvivle om, at en saadan Giver i allerstørste Stil
atter og atter er bleven lønnet med den sorteste
Utak. Vi ser f. Eks. hvorledes Hamlet, hans hidtil
største Værk blev modtaget med øjeblikkelige Angreb,
med hvad Swinburne træffende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
