Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Anden Del - XXVI
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
535
Gordelias Død; «Min stakkels Glut er kvalt - der er
slet intety nej intet Liv.* Saa synker han sammen
og døer.
Kent
Lad nu hans Aand i Fred. O lad ham fare! Den hader
ham, som vil ham spænde længer paa denne haarde
Verdens Pinebænk.
Det at denne Mand mister sin yngste Datter, det er
det, som Shakespeare har gjort saa stort, at det med
Rette siges af Kent: Er dette Verdens Ende? (i$ this
the promfsed end?) Hvad han mister med denne Datter
er Alt, og den Afgrund, der aabner sig, synes, saa
vid og saa dyb som den er, at kunne sluge en Verden.
Det at miste Cordelia. det er Undergangen. Alle
Mennesker mister, eller føler sig truede med at
miste, deres Gordelia. At miste det Dyrebareste og
Bedste, det som alene gør Livet værd at leve, det
er Livets Tragedie. Derfor Spørgsmaalet: Er dette
Verdens Ende? Ja, det er det. Hver enkelt har kun
sin Verden og er truet med at opleve dens Undergang,
og Shakespeare var ved Aaret 1606 kun i Stemning til
at skrive Verdensundergangs-Dramer.
Det er Verdensundergang, naar Retfærdighedens Verden
synes at gaa til Grunde; naar den, der er ædelmodig
og tillidsfuld som Lear, lønnes med Utak og Had;
naar den, der er brav og tapper som Kent, bliver
underkastet en vanærende Straf; naar den, der er
barmhjertig som Gloster og vil bringe den Lidende
og Forurettede under Tag, til Løn derfor mister
sine Øjne; naar den, der er ædel og trofast som
Edgar, maa flakke om med en Pjalt om sine Lænder
i Galmandsskikkelse; naar endelig den, som er det
levende Sindbilled paa kvindelig Højhed og datterlig
Ømhed mod en gammel Fader, der er bleven som hendes
Barn, kan kvæles af Morderhænder for hans Øjne. Hvad
nytter det da, at de Onde bagefter slagter og forgiver
hinanden! Det er ligefuldt Menneskelivets uhyre
Tragedie; et Kor af lidenskabelige, spottende, vildt
attraaende og fortvivlet klagende Stemmer klinger ud
derfra.
Siddende ved Nattetid ved sin Kamin har Shakespeare
i Uvejrets Susen mod Ruden, i Vindens Tuden gennem
Skorstenen hørt alle disse frygtelige Røster gribe
ind i hverandre kontrapunktagtigt som i en Fuga og
hørt Nødskriget fra den lidende Menneskehed deri.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
