Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Anden Del - XXVII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
541
han efter en Ungdom, som mange Kvinder havde havt
Lod i, giftede sig med den berygtede Tribun Glodius’s
Enke, Fulvia, saa forstod allerede hun at beherske ham
og føje ham efter hendes Ønsker, saa han fra hendes
Hænder gled over i Kleo-patra’s, ganske afrettet til
at have en Kvinde som Herskerinde over sit Liv.
Der var i Antonius efter Plutarch iøvrigt en vis ikke
ringe Smidighed. Han forklædte sig gerne, morede sig
ved Skelms-stykker, overbragte f. Eks. hjemvendt fra
et Felttog, klædt som Slave, sin Hustru Fulvia et Brev
om sin Død og omfavnede hende i det Øjeblik, hvor hun
stod skrækslagen. Sligt var kun et af de mange Tegn
paa den Selvforvandlingsevne, han lagde for Dagen,
naar han snart viste sig blødagtig, snart hærdet,
snart kvindagtig, snart tapper indtil Forvovenhed,
snart æresyg, snart æreløs, snart hævngerrig, snart
højsindet. Dette Bølgende, Ustadige, Omvekslende
hos Antonius fængslede Shakespeare. Han optog da
ikke Antonius’s Karakter ganske som han hos Plutarch
forefandt den. Han fremdrog dens lysere Sider, og han
brugte som Grundvold Antonius’s fødte Overlegenhed,
hans Væsens storladne Overdaadighed, den fornemme
Gavmildhed og den letsindige Trang til at nyde
Øjeblikket, der ikke sjældent er store Herskeres og
store Kunstneres Fællesegenskaber.
Der var i denne Oldtidsskikkelse en Sprække, hvori
hans egen Sjæl kunde smutte ind; han digtede sig
uden Vanskelighed ind i Antonius’s Sindsstemninger;
han formaaede at spille ham, omtrent saaledes som han
i sin Egenskab af Skuespiller formaaede at spille
en Rolle, der ret laa for ham. Antonius besad den
Forvandlingsevne, der er Kærnen i Digternaturen. Han
var paa én Gang Mester i Forstillelse - se Talen over
Cæsar i hint andet Drama, Modtagelsen af Octavia til
Hustru her - og et aabent ærligt Naturel; han var
paa sin Vis trofast, følte sig inderligt bunden til
sin Elskede og til sine Vaabenbrødre, og havde dog
en ængstende Evne til Omslag. Han var med andre Ord
en Kunstner-Natur.
Blandt hans mange stridige Egenskaber var to de
fremherskende, Hanget til Handling og Hanget til
Nydelse. Octavian siger i Stykket om ham, at disse
to Tilbøjeligheder er lige stærke hos ham. Det er
maaske nogenledes sandt. Havde han med sin vældige
Legemskraft været endnu mere yppigt anlagt, saa
vilde han være bleven hvad senere i Historien August
den Stærke
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
