Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Anden Del - XXVIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
54S William
Shakespeare
Som han i Othello havde givet den elskende Mand
omtrent den Alder, hvori han da selv stod, saaledes
interesserede det faam ogsaa nu at fremstille denne
statelige og glimrende Elsker, der ikke længer var
ung. I Sonetterne havde han allerede dvælet ved sin
Alder. Det hedder i den 138te:
Naar højt min Elskte sværger, hun er sand, endskønt
jeg véd, hun lyver, tror jeg hende, thi hun i mig
skal se den unge Mand, der ikke Verdens List og Svig
kan kende.
Og mens jeg tror, hun regner mig blandt Unge, skønt
mine Dage ned fra Højden glider, jeg fæster Lid til
hendes falske Tunge ....
Da Antonius og Kleopatra gik til Grunde med hinanden,
gik hun i sit 39te, han i sit 54de Aar. Hun var da
næsten tre Gange saa gammel som Julie, han mere end
dobbelt saa gammel som Romeo. Shakespeare tiltales nu
af denne Overensstemmelse med lians eget Alderstrin,
og Parret synes endnu mere stillet udenfor og over
Jordelivets almindelige Lod, derved at Tiden ikke
har bragt det til at falme og visne. De Mærker,
Aarene har sat paa de to, har kun givet dem en
dybere Skønhed. Alt hvad de selv i Vemod eller Andre
i Uvilje siger derimod, betyder intet. Modsætningen
mellem deres virkelige Alder og den, deres Skønhed og
Lidenskab har, virker kun forhøj en de og pikant. Det
er blot et Skældsord, naar Pompejus udbryder (IIi):
Gid Elskov
nu krydre med sin hele Tryllemagt lystne
Kleopatra! din visne Læbe.
Det betyder ikke mere, end naar hun selv kalder sig
rynket. Og med Vilje, for at antyde Antonius’s Alder,
hvortil Plutarch Ikke har nogen Hentydning, lader
Shakespeare denne selv dvæle ved sit Haars blandede
Farve. Han siger (III9):
Selv mit Haar gør Oprør; det graa fremfører Klage
mod det brune for Ilsind, og det brune mod det graa
for Frygt og kælen Daarskab.
I Fortvivlelsens Øjeblik har han (III11) Udtrykket:
«Send Drengen Cæsar dette graasprængte Hoved.* Og
atter efter den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
