Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XV. Perikles. Samarbejden med Wilkins og Rowley. Shakespeare og Corneille
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
143
Shakespeare dem, beroer det paa den engelske
Gejstliges Sneversind, som af den Kunst, han skal
anerkende, fordrer Velanstæn-dighed iagttaget elier
dog kun overtraadt under Humor, halvt i Spøg. Der er
i disse Optrins Farve - saa plat naturtro som de er -
i det mørke og grimme Livsbillede, de opruller, netop
den Caravaggio’agtige Kolorit, som er Shakespeares
i dette Tidsrum, han nu staar i Begreb med at
forlade. Marinas Repliker her er bestandig slaaende,
de ypperste, som overhovedet af Shakespeare er lagte
hende i Munden, besjælede som de er af en overlegen
Højhed, der minder om den, der præger Jesu Svar paa
hans Plageaanders og Forfølgeres Spørgsmaal. Endelig
er, som antydet, det hele Personale ganske det Samme,
som det, der optraadte i Lige for Lige, hvor Ingen
er falden paa at bestride Ægtheden. Selve Situationen
her og der er af beslægtet Natur. Isabella staar hist
med sin Hermelinsrenhed i samme Modsætning til den
Verden af Ruffere og Koblersker, der tumler igennem
Stykket, som Marina her til Husets Værtinde og Tjener
og Resten.
Man kan ikke forestille sig, at Shakespeare efter Alt,
hvad han havde erfaret og oplevet, nogensinde mere
har kunnet falde tilbage i romantisk-middelalderlig
Dyrkelse af Kvinden som Kvinde. Men han har i sit
Væsens Retsindighed snart gjort Undtagelser fra
den almindelige Fordømmelse, hvori han en Tid lang
var tilbøjelig til at indbefatte Kønnet, og nu,
da han genvinder sin sjælelige Helbred, har det
været en Trang i Shakespeares Sjæl at lægge en
Helgenindeglorie om en ung Piges Hoved, efter at
han saa længe fortrinsvis havde dvælet ved Kvinder,
hvis Væsen gik op i den rene Kønsbestemthed. Og det
er lykkedes ham at frelse hendes Uskyld uplettet ud
af de afskyeligste Situationer.
Man agte nøje paa hendes Ytringer i fjerde Akts anden
og sjette Scene. Hun siger, da hun ser sig indespærret
i Huset:
Ak! at Leonine var saa sløv, saa langsom! Han skulde
have hugget mig ned, ikke snakket. Eller gid disse
Sørøvere, der.langtfra var barbariske nok, havde
kastet mig overbord for at lade mig søge min Moder!
Værtinden Hvorfor klynker du, lille Smukke?
Marina Fordi jeg er smuk.
.G. Brandes: Samlede Skrifter. IX.
10
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
