Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XVIII. Cymbeline. Stoffet; Udgangspunktet; Moralen; Idyllen; Imogen. Shakespeare og Goethe. Shakespeare og Calderon
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
180 William
Shakespeare
bestukket Tjenestekvinde; men da Modermærket
beskrives, føler han sig tilmode, som havde han
faaet et Knivstik i Hjertet. Saa er det, at han
giver en Tjener et Brev med til hans Hustru, i
hvilket han anmoder hende om at indfinde sig i
hos ham i et Landsted en Snes Mil fra Genua og
samtidigt giver Tjeneren Befaling til at myrde
hende undervejs. Manden, der afleverer Brevet,
bliver modtaget med stor Glæde af Damen, som om
Morgenen stiger til Hest med ham og begiver sig
paa Vej til Landstedet. Tjeneren, der nødig vil
dræbe hende, lader sig bevæge til Skaansel, giver
hende en Trøje og en Kappe, lader hende beholde
sine Penge og fly, giver sin Herre falsk Besked
om hendes Død og fremlægger hendes Klæder som
Vidnesbyrd. - Ginevra gaar i Mandsdragt i en spansk
Adelsmands Tjeneste, og følger ham, da han sejler til
Alexandria for at overbringe Sultanen nogle sjældne
Falke til Foræring. Her lægger Sultanen Mærke til
den smukke unge Mand og gør ham o: Ginevra til sin
Yndling. Paa Markedet i Acre ser hun ved et Tilfælde
i Venezianernes Bazar Ambro-giuolo, der har udstillet
Varer til Salg, og blandt dem den Pung og det Bælte,
han har frastjaalet hende. Paa hendes Spørgsmaal,
hvor han har dem fra, afgiver han det Svar, at han
har faaet dem af sin Elskerinde, Fru Ginevra. Hun
overtaler ham til at komme til Alexandria, faar sin
Mand hentet sammestedshen, fører begge for Sultanen;
Sandheden oplyses og Løgneren be-skæmmes. Ambrogiuolo
slipper ikke her, saa let som Jachimo i Stykket,
med en Tilgivelse. Han, som løgnagtigt har rost sig
af en Kvindes Gunst og derved styrtet hende i Ulykke,
faar med middelalderlig Følgestrenghed den Straf, han
fortjener: «Derpaa befalede Sultanen, at Ambrogiuolo
skulde føres til en ophøjet Plads i Staden og lige
i Solen bindes til en Pæl og indsmøres med Honning
og ikke løses derfra, før han af sig selv faldt fra
hinanden. Han blev under unævnelige Smerter ikke alene
stukket ihjel af Fluer, Vesper og Bremser, som dette
Land har stor Overflødighed paa, men fortæret lige
indtil Knoklerne. Og saaledes stod de hvide Ben,
holdt sammen af Senerne alene, uden at blive tagne
bort endnu længe som advarende Eksempel.»
I og for sig stod disse to Fortællinger, den om
Stridigheder mellem Rom og det hedenske Britannien,
og den om en italiensk Dames Miskendelse, Dødsfare
og Frelse jo ikke i ringeste Forbindelse med
hinanden. Shakespeare satte dem i en saadan ved at
gøre Ginevra, hvem han kalder Imogen, til en Datter,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
