Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XXII. Stormen som Skuespil. Shakespeare og Prospero. Afsked med Kunsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
237
Naturkraften selv som tjenende Aand, og han skabte
da Ariel i Overensstemmelse med sit eget digteriske
Program i Skærsommernatsdrømmen (Vi):
Som Digterens Drømmesyner føder ny ukendte Billeder,
saa gør hans Pen dem til Skikkelser; et tomt og
luftigt Intet giver han Sted og Bolig og et Navn. Saa
mægtig er Indbildningskraftens Leg, at naar den
forestiller sig en Glæde, saa skaber den en Bringer
af den Glæde.
En saadan Glædens Bringer er netop Ariel. Blot han
viser sig, er Tilskueren tilfreds og sikker paa
fornøjende Indtryk. Han er den eneste gode Engel,
der i Poesiens Historie interesserer og virker som
et levende Væsen - en ikke kristelig Engel, Aand og
Alf, Budbringer for Prospero’s Tanke og Iværksætter
af hans Vilje med alle de Elementaraanders Kraft,
over hvilke den store Magus byder. Han er som et
Sindbillede paa Shakespeares egen Genius; han er i
Sandhed «den vennesæle, fortrolige Aand», som nævnes
i Shakespeares 86. Sonet og som Chapman roste sig af
at besidde. Hans Længsel efter Frihed for sin Tjeneste
har derfor en ganske særegen og rørende Symbolik som
Shakespeares egen Genius’s Længsel efter Hvile.
Han har Fantasiens Allestedsnærværelse og
Forvandlings-evne. Han gaar henover Havets Skum,
løber paa den skarpe Nordenvind, graver sig ned i den
frosne Jord. Snart er han Ildaand og fremkalder Skræk,
blusser snart som delte Flammer langs Masten, paa
Bæerne, langs Bugsprydet af et Skib, slaar snart ned
i en eneste Ildstraale saa hastigt som Lynet selv.«’
Han forvandler sig til Havfrue, spiller og synger
lokkende Sange, snart synlig, snart usynlig. Han
er selv som en koglende Musik, som Luftens Toner,
snart Hundegøen, snart Hanegal, snart Bølgernes
veltalende Pladsken. Thi efter sit inderste Væsen
og sit Navn er han Luftaand, Luftspejling, Lys- og
Lyd-Fremkalder. Han er Fugl, han kan virke som Harpy,
han kan finde sin Vej i Mørket, kan ved Midnat hente
Dugg fra de forheksede Bermudas-Øer; han tjener med
Troskab og Iver de Gode, skræmmer, forvirrer og narrer
de Slette, er yndefuld og let, lynsnar og fin.
Han var tilforn i Heksen Sycorax’s Tjeneste, men
da hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
