Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XXII. Stormen som Skuespil. Shakespeare og Prospero. Afsked med Kunsten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
242 William
Shakespeare
Og i Kraft af en ganske beslægtet Følelse vender
Prospero tilbage til sit Milano for at opfylde sine
Forpligteiser mod det Rige, hvis Regering han i sin
Tid har forsømt.
Der er i Stormen visse Overensstemmelser med
Skærsommernatsdrømmen. Her som hist en fantastisk
Verden. Her som hist leger himmelske Magter med
jordiske Daarer. Maaden, hvorpaa Galiban ser en Gud
i Drankeren Trinculo minder om Titanias forelskede
Tilbedelse af den Æsel Rending. Begge Stykker er
dernæst Bryllupsfestspil. Men hvilken Modsætning
alligevel! Skærsommernatsdrømmen er skrevet af
Skakespeare omtrent da han fyldte sit 26de Aar som
et af hans første selvstændige poetiske Værker og
som hans første Triumf. Alt er Sommer her. Stormen
derimod er skrevet kort før Shakespeare fyldte sit
49de Aar som Afsked fra Kunsten og Kunstnerlivet,
og Alt i dette Skuespil er Efteraar.
Landskabet er - Lembcke’s Oversættelse tilslører
det - helt igennem Efteraarslandskab, og Tiden er
Efteraarsjævndøgns Tid med Storme og Skibbrud. Med
omhyggelig Kunst er alle Planter, som nævnes,
endog Planter, der kun forekommer lignelses-vis,
Efteraarsbiomster, Træfrugt eller Vækster, der særligt
fremtræder om Efteraaret i et nordligt Landskab. Thi
trods Øens sydlige Beliggenhed og de sydlige Navne,
der forekommer, er Klimaet skildret som nordisk og
ret barsk. Endog Gudernes Ytringer, Geres’s Enetale
f. Eks., viser, at Aarstiden er sildig September -
svarende til Shakespeares Livsafsnit og Stemning nu.
Og intet Middel er forsømt til at fremvirke
Stemning. Den Undergangsvemod, der kommer til Orde
i Prosperos store Udtalelse om alt Livs sporløse
Forsvinden, stemmer overens med Stykkets Aarstid og
Shakespeares Grundsyn nu: Vi er af samme Stof som
vore Drømme; dyb Søvn, før vi vaagner til Liv, og dyb
Søvn derefter. Og hvor personligt klinger det ikke,
naar Prospero i Stykkets sidste Optrin siger:
Saa vil jeg drage hjem til mit Milano og ofre der
min Grav hver tredje Tanke.
Hvor føler man ikke, at Stratford var Digterens
Milano, ligesom Ariels Længsel efter Frihed for
Tjeneste var hans egen Genius’s Længsel efter
Hvile. Han har havt nok af Arbejdets Tyngde,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
