Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - William Shakespeare. Tredje Del - XXIII. Ridtet til Stratford
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
William Shakespeare
245
don - besteg sin Hest for at foretage Ridtet
tilbage ti! Stratford-upon-Avon og tage blivende
Ophold der.
Sikkert har han da maattet mindes den Dag i 1585,
da han, 28 Aar yngre, første Gang foretog Ridtet fra
Stratford til London for at forsøge sin Lykke i den
store By og da Livet laa for ham hyllet i Uvishedens
og Forventningernes Taager. Da havde hans Hjerte
banket højt, mens Hesten løb. Da havde han følt,
som han siden lod den franske Tronarving sige i sin
Henrik V (III7): Naar jeg sidder paa Ryggen af min
Hest, svæver jeg som en Falk; den traver i Luften;
Jorden klinger ved dens Berøring; det ringeste Horn
i dens Hov er mere musikalsk end Hermes’s Fløjte.
Nu laa Livet bag ham. Hvad han da havde haabet,
var i visse Maader gaaet i Opfyldelse langt over
Forventning. Han var en navnkundig Mand, en Mand,
der havde hævet sig et Trio op over sin Stand, og
han var først og fremmest en meget velhavende Mand -
dog som en lykkelig Mand følte han sig Ikke.
Fastere havde den store By, hvori han havde tilbragt
snart en Menneskealder, alligevel ikke formaaet at
binde ham, end at han forlod den uden Savn. Hverken
Mand eller Kvinde der var ham saa d}Trebar, at han for
hans eller hendes Skyld vilde foretrække Vrimmelen for
Stilheden, Selskabeligheden for Ensomheden, Opholdet
i London for den tilbagetrukne Eksistens paa Landet
under Samliv med sine Slægtninge og Naturen.
Han havde arbejdet nok, hans Arbejdsdag var endt og
han kunde nu endegyldigt vaske sit Navn for den Plet,
som Skuespiller-Virksomheden havde sat paa det. l
de sidste ni Aar havde han ikke mere optraadt paa
Scenen; han havde afstaaet sine Roller til Andre. Nu
var det Øjeblik kommet, da han ikke heller mere
havde nogen Glæde af at føre Pennen; der var Ingen,
han længer brød sig om at digte og sætte Skuespil i
Scene for; det ny Slægtled, der nu besøgte Teatret,
var ham fremmed. Der var da heller Ingen i London,
som agtede paa, at han nu forlod Byen; der var ingen
Medborgere, som forsøgte at holde ham tilbage, og der
var ingen som helst Afskeds-Festlighed i Anledning
af hans Bortgang.
Han mindedes sin første Ankomst til London, da han,
som enhver fattig Rejsende, havde solgt sin Hest i
Smithfield. Nu havde han Raad til at holde mange
Heste, men Ridtet satte ham ikke nu i det Humør,
som da han var 21 Aar. Dengang havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
