Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lord Beaconsfield - II. Drengeaarene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lord Beaconsfield
289
mærke paa sin Pande, nedværdiget til det nederste
Trin af Usselhed, underkuet indtil Fjollethed, udset
til Syndebuk og Clown, og hvert Slag, som ramte denne
Stakkel, følte den Anden brænde i sit Ansigt og hver
Trællefejghed, Stakkelen viste, følte den Anden som
sin Skam, og selv om han gennem haarde Kampe kunde
naa til at sikre sig selv en betinget Tryghed,
saa var han dog ganske magtesløs til at beskytte
sin Racefælle og Karikatur mod Udbruddene af den
almindelige Foragt og almindelige Raahed. Og hvorfor
led han selv og hans Stammefæller alt dette? I Hjemmet
gaves ingen Forklaring herpaa, som i mindste Maade
gjorde et fyldestgørende Indtryk. Men i Skolen fik
han Svar. Religionsundervisningen og den historiske
Undervisning lærte, at hans Folk, som engang i
fjerne Tider havde været det velsignede og foretrukne
Folk, nu var det forbandede Folk fremfor alle. Det
havde sveget sin Opgave, idet det løste den, havde
martret og korsfæstet Gud selv, og var nu til evig
Straf udjaget fra sit Land og splittet ad over hele
Jorden. Selve Opholdet i dette Land, som ikke vilde
regne ham med til sine Børn, var da Straf - for en
Brøde, Forfædrene for henved to tusinde Aar siden
havde begaaet. Kval og Skændsel! mod sin Vilje, uden
sit Vidende at høre til det foragtede, forbandede,
stygge, hjemløse Folk! Havde Disraelis Bedstemoder i
Enfield ikke Ret i at fornegte sit Slægtskab med det,
og var det ikke det eneste Naturlige selv at afsky og
hade det og gennem Afskyen og Hadet tilkøbe sig Ret
til at betragtes som Undtagelse? Dog Spørgsmaalet laa
ikke for. Dette kunde slet ikke for Alvor komme frem;
thi se disse haanende Miner, disse spotske Blik, hør
disse Udbrud af Modbydelighed og Foragt, disse Raab
bag din Ryg og alle disse Udæskninger, som maa optages
og overbydes. I begge de to nævnte Ungdomsromaner af
Disraeli har Helten i sin Skoletid et stort afgørende
Slagsmaal med en Dreng, der skydes frem imod ham af en
hel Bandes Had. I begge føler han sig dybt forurettet,
i begge tager han Hævn. Men i Maaden, hvorpaa han
tager denne Hævn, røber Forfatterens Karakter sig ikke
mindre tydeligt end Heltens. Vivian hævner sig paa
de troløse Kammerater, der har ladet ham i Stikken
overfor en tyrannisk Lærer, efter en Plan, der lagt
med Kulde udføres med hensynsløs Følgestrenghed. Han
vinder i det næste Halvaar selve denne Lærers Yndest,
benytter ham først
som Redskab til at plage og pine Klassens
øvrige Drenge og
, 19*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
