Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lord Beaconsfield - IV. Anlæggene
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lord Beaconsfield
307
har han en Elfenbens Stok, hvis Haandgreb er indlagt
med Guld og som hæves ved sorte Silkekvaster. Det
er Manden, Disraeli den Yngre kaldet, som han færdes
i londonske Selskabskrese, hvis yngste og livligste
Prydelse han udgør. Han er pyntet som en Kvinde og
mere pyntet end en Kvinde med fin og sikker Smag.*)
Der fandtes hos Disraeli en begyndende Verdensmands
hele oprigtige Anerkendelse af de smaa Færdigheder og
Fortrin, der i England stemplede en ung Mand til en
Mand af fashion - hvis han ikke blot red en udmærket
Hest og kørte den smukkeste lille Selvejervogn,
men udførte dette saaledes, at han paatvang Andre
sin Smag uden at antage Nogens. Man sporer denne
Brummell-Dyrkelse i en hel Række af Disraelis
Romaner. Allerede i Vivian Grey forestilles der os
en tysk Lovgiver i Modesager, Emilius von Asslingen,
som uden Formue og uden Rang blot ved uden Hensyn
til Andre at følge sin fantastiske Smag bliver den
levende Regel, efter hvilken kongelige Højheder og
hertugelige Naader retter deres Optræden. I Den unge
Hertug er selve Helten en Modens Fyrste. I Henrietta
Temple endelig indfører Disraeli under det opdigtede
Navn Grev Alcibiades de Mirabel, Modens faktiske
Konge i England da, den bekendte Grev d’Orsay og
udtaler uforbeholdent sin uskrømtede Beundring for
denne sorgløse, elskværdige og begavede Franskmand,
der med Champagne i sine Aarer hævdede sig selv
som Skræddernes Diktator og Damernes Afgud. Hellere
afgjort den første i Modens lille Provins and den
anden paa det store Forum! Selv Cæsar var jo Dandy
som ung.
Med en fuldendt Smidighed smuttede altsaa Disraeli
i sin tidlige Ungdom ind i Verdenstonen; han var i
Selskab hyppigst stum, men i højeste Grad fængslende
naar han fortalte; han kunde smigre og have til
Bedste, være kold og give sig hen paa rette Tid
og Sted; han kunde tale let om vigtige Ting og med
humoristisk Vigtighed om Bagateller. Efter hans Bøger
at dømme har han fordybet sig lige saa grundigt i
Kogekunstens Hemmeligheder som i Skrædderkunstens. En
Mand af Verden spiser ikke blot, men forstaar at
spise, og kan ikke blot drikke, men ogsaa gøre
Indtryk paa Andre ved gode Raad om Behandlingen af
en Johannisberger og en Maraschino. En Mand af Verden
*) J. C. Jeaffreson: Novels and Novelists.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
