Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lord Beaconsfield - XII. Venetia, Henrietta Temple
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
378 Lord
Beaconsfield
lod indrykke i Times, og samtidigt med at han af de
mange opdukkende Beskyldninger for politisk Utroskab
og Frafald ind-vikledes i en lidenskabelig Fejde
med Bladet Globe, søgte han tilbage til Poesiens
fredeligere Egne og forfattede de to eneste af hans
Romaner, hvori der kun findes svage Spor af Politik:
Venetia og Henrietta Temple.
Venetia, som Disraeli begyndte Udarbejdelsen af
midt i Aaret 1836, er en Bog af særegen Art, en
Sammenblanding af Fantasi og Virkelighed, hvortil
Disraelis Digtninge hidtil ikke havde afgivet noget
Sidestykke, et Forsøg paa i en Art historisk Roman
at behandle Skikkelser og Skæbner, som Bogens hele
første Sæt af Læsere havde været samtidige med, og som
endog nutildags er saa bekendte, at Læseren bestandig
føler Uro og Forvirring, hvor Fremstillingen af den
historiske Virkelighed hører op og Tildigtningen
begynder.
Han havde dannet sig efter Byron; han havde altid
elsket Digteren af de Hebraiske Melodier. Og naar man
véd, hvor dybt Byrons Væsen havde grebet Disraeli,
vil man let forstaa, at den store Digters Miskendelse
var gaaet ham levende til Hjerte. Han saa med Sorg,
at endnu saa lang Tid efter Byrons Død stod de gamle
skinhellige og trangbrystige Fordømmelsesdomme over
ham i Kraft i Englands saakaldte gode Selskab, og han
aflagde sig selv det Løfte at raade Bod herpaa. At
Byrons Privatliv ikke havde været saa skønt og
glimrende som hans offenlige Liv, var en Omstændighed,
der i Disraelis Øjne ikke nedsatte Mandens Værd
for Efterverdenen. Det er endog betegnende, at
Disraeli med en i England højst sjælden Fordomsfrihed
gennemgaaende har erklæret Saadanne Mænd for store
eller betydelige, hvis fortrinlige Egenskaber Hoben
i sin smaaborgerlige Morali-seren over Fejl i deres
Privatliv var tilbøjelig til at overse, saaledes Lord
Bolingbroke, Lord Byron, Grev d’Orsay. Og Disraeli
blev Byron tro sit Liv igennem. Han rastede ikke i
sine ældre Aar, før han fik hans Statue rejst.
Studiet af Byron maatte nødvendigvis føre Disraeli til
Studiet af Shelley, fra hvilket hint er uadskilleligt,
og skønt Shelleys æteriske og lysere flammende Natur
laa ham fjernere end Byrons lynsvangre Kraft, saa
førte Fordybelsen i disse samtidige store Aander
ham til at omfatte dem begge med varm og frugtbar
Begejstring. Da han paa den ene Side ikke vilde nøjes
med at holde sig til Virkeligheden og fremstille
deres Levned, som det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
