Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lord Beaconsfield - XII. Venetia, Henrietta Temple
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lord Beaconsfield
389
spændt af en anden og blidere Haand end hans egen,
der kun slappede Strengen ved at skyde Pilen af? Det
er sandsynligt Uden en saadan personlig Baggrund
kunde Henrietta Temple ikke være bleven som den
blev. Den Elskende, siger Disraeli etsteds i Bogen,
er et aandiggjort Væsen, som hverken trænger til
Føde eller til Søvn, som ene er skikket til at
leve af Ambrosia og slumre i et digtet Paradis;
Revolutioner, Jordskælv, Regerings-forandringer,
Kejserrigers Fald er ham saa ligegyldige som
Børnelege, hvilke et mandigt Sind vender sig fra
med Lede. Denne gentagne Paastand, at det elskende
Hjerte end ikke mere banker ved Tanken om Politik,
røber, at han taler ud af personlig Erfaring. Ja
Henrietta Temple er en følt og oprigtig Bog. Lad
være at der er vel megen Sukken og Stønnen, vel
mange Superlativer og superlativiske Følelser deri,
vel meget fortissimo hele lange Strækninger igennem;
det klæder dog en højtstilende Aand som Disraeli
engang at nedlade sig til det alment Menneskelige, og,
som han her har gjort, ikke holde sig for god til at
stenografere to Eiskendes Elskovspludren, eller til
at vise os deres naive, af Ømhed overstrømmende Breve,
disse Breve, der synes skrevne med lutter Kærtegn. Paa
dette Mod til at gengive Kærlighedens Sprog nøjagtigt
og uden Forfatteradpyntning beror Romanens literære
Originalitet.
Den Antagelse laa nær, at naar en Skribent som
Disraeli gav sig til at skrive en Elskovsroman,
vilde vi blive plagede med en blot Hovedets Kærlighed,
med lutter Beundring hos Elskerinden for den Elskedes
Forstand og Geni, en Sag, der har lidet med Elskov at
gøre, men som altfor hyppigt udgives derfor. Disraeli
har været for dyb en Menneskekender til at fylde
sin Bog med slige Erstatningsmidler. Den har Varme
og Sjæl, og dens Knude er slynget med en Politikers
lette og faste Haand.
Angiver Disraeli nu end her som det første Kendetegn
paa virkelig Elskov, at den er i Stand til at
bringe de ærgerrige Forsætter i Glemme hos Manden,
saa er dette i hans Kærlig-hedsskildringer dog kun
det første Kendetegn, ikke det blivende. Den blivende
Indflydelse, som Kærligheden efter hans Fremstilling
udøver paa Mandens Sind, er, lige omvendt - som det
da ogsaa var at vente hos denne Forfatter - den at
ildne og be-aande Manden til Handling. I Henrietta
Temple hedder det etsteds:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
