Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lord Beaconsfield - XVI. Sibyl
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lord Beaconsfield
419
omgiver den; og fremstiller en saadan Landsbys Indre:
de revnede Tage, hvorigennem Vandet strømmer ned, de
dybe, stinkende Render rundt om Husene og foran deres
Døre, ingen Ild paa Arnen selv ikke ved Vintertid,
Pladsen i Huset saa snever, at den stakkels Moder
ofte endog mens hun føder sit Barn er omgivet af den
hele Familie lige fra Mandens Forældre og ned til
Børnene, hvis uundgaaelige Nærværelse volder hende
endnu større Pine end selve Fødselens Veer. Otte
Shilling om Ugen er Fabriklønnen, og det er en
umulig Ting, at en Arbejdsmand med Familie kan leve
af otte Shilling. Kvinden arbejder som Manden. Naar
den Fattige efter endt Dagværk vender hjem, finder
han intet Hjem; ingen Ild brænder, ingen Mad er
lavet; hans Hustru er enten endnu fraværende eller
saa træt af Markarbejdet, at hun maa lægge sig paa
Sengen, eller hun er gennemblødt af Regn uden at
have andre Klæder at skifte med. Og overfor denne
Elendighed staar den kolde og filosofiske Adelsmand,
som ejer Slottet, hvorefter Byen har Navn, og tænker
kun paa, hvorledes han skal blive denne kedelige
Fæsterbefolkning kvit: han bygger ingen nye Hytter
og lader dem forfalde, der staar; han mener at
Udvandring, iværksat efter en stor Maalestok,
rimeligvis er det Ønskværdigste og forarges
selvfølgeligt højligt, naar den Fattige nu og da
søger Lindring eller Tilflugt i Ølstuen.
Disraeli gaar fra Landet til Byen; han ruller
Billedet op af hine Fabrikbyer, i hvilke Nøden og
Nedværdigelsen endnu over-gaar den i Landsbyerne. Han
viser os den forhungrede Haand-væver, hvem Maskinerne
har styrtet i den yderste Elendighed, en tidlig Morgen
paa Kvistkammeret ved sin Væv; hans klagende Hustru,
hvem Sulten gør bitter og næsten ond mod Manden; de
hungersyge Smaabørn vaagner i deres Seng. Og denne
Haand-væver har lært noget, kan noget, og for ham
har man vovet at præke, at Kapitalens og Arbejdets
Fordel er en og den samme, medens han og de 600,000
andre Haandvævere i England trods de mandigste Kampe
daglig synker dybere og dybere i Armod, alt som
Fabrikanternes Rigdom stiger. «Da Adelen i Frankrig,>
siger denne Mand, «blev berøvet sine Rettigheder,
var dens Antal ikke en Tredjedel af det, som vi
Haandvævere udgør, og hele Europa førte Krig for
at hævne deres Uret og alle Stater foranstaltede
Indsamlinger for at understøtte dem i deres Modgang,
og da Frankrig atter aabnede sig for dem, gav deres
Land dem
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
