Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lord Beaconsfield - XVII. Kampen mod Peel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
428 Lord
Beaconsfield
opnaa billigt Brød i Virkeligheden gik ud paa at opnaa
billigt Arbejd; thi det sidste vilde blive en Følge
af det første. Dog efterhaanden lod de nødtvungne
deres Mistro og Modstand mod de Liberale fare,
og da saavel de som Irlænderne sluttede sig til
Frihandelsbevægelsen, voksede denne sig bestandig
mægtigere og syntes snart uimodstaaelig.
Allerede i Aaret 1841 var Torypartiet kommet til
Magten. Robert Peel havde afløst Lord Melbourne. Han
stod dengang paa Højdepunktet af sit Ry; han var
ikke blot Englands mægtigste, men tillige dets mest
folkekære Mand. Han gjaldt for hvad Disraeli i en Tale
ved sit Valg i Shrewsbury samme Aar havde kaldt ham,
«sin Tidsalders største Statsmand*, og det almindelige
Indtryk var det, at han vilde beholde den Magt,
han nu overtog, i sin Haand til sin Dødsstund.
Selve Partistandpunktet bød Disraeli at støtte
Peel; han havde allerede i Runnymede-Brevene, der
overøste de andre engelske Politikere med Spotterier,
i højtidelige Vendinger peget hen paa Peel som paa
Landets Haab; han udtaler sig ogsaa i Begyndelsen af
Fyrretyverne baade i sine Taler og i sine Skrifter
orn ham med en Beundring, der nu og da stiger til
Smigeri. Han har efter al Sandsynlighed næret den
Formodning eller den Forventning, at Robert Peel
allerede ved Dannelsen af sit Ministerium skulde
tilbyde ham en eller anden, om end underordnet, Plads
i dette - en Understatssekretærplads f. Eks. som
den, hvormed Contarini Fleming begyndte. Det skete
ikke. Peel oversaa ved denne Lejlighed sin ildfulde
Tilhænger; det var overhovedet ikke hans stærke Side
at anerkende Dygtigheden fuldtud, før den kunde ses
af hele Verden, og i dette Tilfælde synes tilmed en
vis Natur-Uvilje at være traadt til.
Det maa imidlertid siges, at Disraeli ved sin Optræden
i Parlamentet langt fra at indynde sig hos Lederen af
sit Parti havde gjort hvad han evnede for at lægge sin
Selvstændighed for Dagen og det endog paa Punkter,
hvor selvstændig Optræden var særligt ilde set. I
Chartistsagen var han gaaet lige imod Peel. Det
er altsaa rimeligt, at denne betragtede ham som en
Tilhænger, hvis Følgagtighed ikke var at lide paa.
Har imidlertid Disraeli her lidt en Skuffelse, saa
bed han denne Skuffelse i sig, vedblev med uforandret
Holdning og fuldkommen Partitroskab i de følgende to
Aar at støtte Robert Peel og forherligede ham endog
endnu i Coningsby. Det var Peels
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
