Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lord Beaconsfield - XVII. Kampen mod Peel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lord Beaconsfield
435
for Eksempel, om Venskab, skrevne af Ganning og
anførte af den ærede Gentleman. Æmnet, Digteren,
Taleren - hvilken gribende Treklang! Dens Virkning
under en Forhandling maa nødvendigvis være
overvældende, og jeg er vis paa, at var Citatet
f. Eks. henvendt til mig, da vilde der ikke staa
Andet tilbage for mig end at lykønske den ærede
Gentleman ikke alene til hans ypperlige Hukommelse,
men til hans modige Sam vittighed. »
Man føler formelig ved Gennemlæsningen af den trykte
Tale den Betoning, hvormed hver Sætning er sagt,
og det Indtryk, den har gjort paa Underhuset. I
de første Sætninger har Foredraget været lavmælt,
enstonigt, efter Disraelis Vane; hans Ansigt har
været saa dødt, saa maskeagtigt alvorligt, at dets
Udtryk afgav den rette Baggrund af Ubevidsthed for
Ordenes gennemførte Ironi. Huset véd endnu ikke,
hvor han vil hen; hvad skal dette føre til, denne
Lovprisning af Partidisciplinens Overholdelse igennem
Citater? Da springer Cannings Navn, sagt skødesløst,
efter et «for EksempeK men med dvælende Betoning,
frem som et Lynglimt. Taleren opvarmes svagt, og hvor
han udtaler sin Beundring for den store Afdødes Kamp
mod «storladen Middelmaadighed* - disse Ord udtalte
aldeles naturligt uden foregaaende Pavse, men med
et ganske flygtigt Blik op paa Sir Robert Peel -
gaar der en Skælven af anspændt Opmærksomhed gennem
Huset. Man deler denne sin Opmærksomhed ligeligt
mellem Førsteministeren, der med rolig Værdighed,
men med et noget kunstlet og usikkert Smil paa Læben
mener sig i Stand til at kunne foragte sin Angriber,
ja endog vil indbilde Andre, at han har sin Moro
af dennes smaa Optøjer, - og Taleren, der med en
Dristighed, som ikke kender nogen Frygt for Gengæld,
men med en isnende Kulde, som hin Haan-latter, der
altid havde mødt hans ligefremme Følelsesudbrud,
forlængst havde meddelt ham, staar dér med en
Tommelfinger i sit ene Ærmegab og uden at bevæge en
Finger paa den Haand> han har fri, ved det mesterlige
stumme Spil alene, der ledsager hans Ord, ved et
forbigaaende Ansigtudtryk, en ubetydelig Tone-Overgang
i den fuldstændigt beherskede Stemme lægger den mest
ubeskrivelige Foragt for Dagen, en Foragt, som god
Tone og parlamentarisk Skik umuliggjorde det at klæde
i Ord, men som tumler den almægtige Modstander som
var han et afmægtigt Offer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
