Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Lord Beaconsfield - XXV. Triumfen. Hvad er han?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Lord Beaconsfield
525
et uudsletteligt Indtryk af denne Veltalenheds
særegne Art, dens skarpe Energi, dens smukke,
fint slyngede Perioder og det tørre Vid, som
hyppigt fremkaldte sande Lattersalver fra Talerens
Parti. Sidste Gang saa jeg Disraeli i Juli 1878 under
Kongressen i Berlin. Han boede i Kaiserhof skraas
overfor Bismarcks Palads; han kunde, almenyndet som
han var i Berlin, naar han fra sin Balkon saa over
til sin store Genbo, glæde sig over, at han næsten
havde naaet ham i Ry. Paa denne Balkon . havde
Hotelværten havt den Opmærksomhed at udstille seks
smukke Laurbærtræer og en lille forkrøblet Palme,
saa Lord Beaconsfield, hvis Fantasi altid har drømt
om Laurbær, og hvis Romanhelte altid har vandret
under Palmer, havde adskillige Sindbilleder paa sin
Hæder og endda et svagt Sindbillede paa sin Slægts
Hjemstavn for Øje, saa snart han om Morgenen traadte
ud af sin Altandør. Da jeg en Dag tilfældigvis gik
over Pladsen fra Wilhelmsstrasse til Kaiserhof,
mødte jeg ham, ligesom han, støttet til sin Sekretær
Montagu Gorry, skraaede over den for at begive sig til
Kongressen. Jeg var ham saa nær, at mit Ærme strejfede
hans i den snevre Gang mellem Blomsterrabatterne,
og jeg kunde se ham lige ind i Ansigtet. Han gik med
langsomme Skridt og saa træt, medtaget, næsten forpint
ud. Man læste Overanstrengelsen ud af hver Mine i hans
Ansigt, og han besvarede de gode Berlinske Borgeres
dybe og ærbødige Hilsener ved træt og mekanisk at
føre Haanden til Hatten. Men ved at stirre ind i det
blege, fortærede Ansigt, ved at mindes al den Møje
og Kamp, han sit Liv igennem havde udholdt, alle
de Skuffelser han havde lidt, de Angster og Kvaler,
han havde udstaaet, det stolte Mod, hvormed han havde
tilkæmpet sig Sejr, og hans uskrømtede Medfølelse med
det menige Folk, hvis Rettigheder han havde hævdet, og
med hans egen underkuede Stamme, som han aldrig havde
skammet sig over at tilhøre og hvis Sag han endnu
her paa Kongressen tvang Rumænien til at respektere,
saa jeg ham paa engang i et skønnere og idealere Lys,
og jeg mærkede, at halvt imod min Vilje en Følelse
af levende Sympati bemægtigede sig min Sjæl.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
