Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Individet som absolut ansvarligt for sin Handling,
men opfatte dets Ansvar altid som relativt.
Jeg har allerede berørt, hvorledes Kierkegaard
i denne Afhandling construerede sig en ny Antigone,
i hvis Bryst han nedlagde sin egen Sjælevaande
ved Indblikket i Faderens Hemmelighed; man skulde
da tykkes, at der i denne Kvindefigur ikke var
nogen Plads tilovers for det andet store
Grundfactum i hans Liv. Der var neppe nogen Mulighed
for at gjøre ogsaa hende til en forladt og bedragen
Kvinde som Elvira og Margrethe. Men da hun
ikke kan blive den elskede Kvinde, saa maa hun
blive ham selv, den elskende Mand. Han lader
sin Antigone elske og bryde med den Elskede,
hvem hun ikke tør indvie i sit Livs Hemmelighed,
der falder sammen med Faderens, og med hvem
hun efter sin Opfattelse ikke kan indgaae et ret
Ægteskab uden at betroe ham den. Antigone
spiller da altsaa her Mandens Rolle.
Hvor rigtig denne Opfattelse er, kan ses af
en Dagbogsoptegnelse (E. P. I. 327): Jeg kunde
nok danne en Ende paa min Antigone, naar jeg
lod hende være et Mandfolk. Han forlod da den
Elskede, fordi han ikke kunde beholde hende i
Forening med sin egen Smerte. For at gjøre det
rigtigt, maatte han gjøre hele sin Elskov til et
Bedrag mod hende; thi ellers fik hun paa en
aldeles uforsvarlig Maade Del i hans Lidelse. Denne
Krænkelse opbragte Familiens Vrede; en Broder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
