Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Thi Corsarens Anfald var Signalet for Alt, hvad
der levede af skjult Uvillie imod ham, til at vove
sig frem, og der findes altid megen skjult Uvillie,
meget privat Had, megen Misundelse imod en
betydelig Mand. Fra at have været den fornemme,
forbeholdne Forfatter, «der stod uden Plet, uden
det mindste Stænk, hvem Ingen hidtil havde vovet
at angribe eller endog blot at røre ved», (E. P.
II. 314) forvandledes Kierkegaard til en
halvkomisk, halvgal Personnage, der løb igjennem
Byen paa et Par latterligt tynde, latterligt
paaklædte Ben, fra hvem derfor den, der frygtede for
selv at komme i Gabestokken, trak sig tilbage.
Adam Homo vilde jo nu engang saa nødig i
Corsaren og maatte frygte for, at selv hans Børn
copierede den i en Huscorsar. (Adam Homo 9de
Sang). For anden Gang i sit Liv var Kierkegaard
kommen paa Kant med Folkesnakken i Kjøbenhavn
og Indtrykket var ikke svagere end den
første.
Den umiddelbare Virkning af Corsarangrebene
var hans Beslutning at vedblive med at være
Forfatter. «Det havde bestandig været min Hensigt
at ende min anstrengende Forfatter-Arbeiden med
en stille glemt Afsideshed i Præstegaarden paa
Landet .... Nu antager jeg, at det er mit
Kald at blive paa den mig anviste Plads. (E. P.
H. 301).
Men saa begyndte Grubleriet over selve
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
