Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
9
trænge til den dybeste Grund af alt, hvad de dvælede paa. Hans Pande var høj,
bred og røbede Mod og Ærlighed, hvilket sidste Træk dog igjen forstyrredes af det
snu og listige Smil, der spillede omkring hans Læber. Mandens Ansigtsfarve var
mørk, Haaret sort og næsten skjult af en højrød, strikket Hue. Hans Dragt bestod i
en ugarvet Faareskindskofte, der vendte Ulden udad, og korte Lærreds Beenklæder.
Et Stykke af en Kohud tjente istedetfor Sko og var bundet sammen over Fødderne
med Snore. Omkring Livet havde han et Læderbælte, hvori der stak en bred-
bladet Kniv.
Flere Timer havde denne Mand tilbragt bag Egestammen uden at forandre
sit eengang valgte ubekvemme Sæde. En dyb, mørkerød Farvetone begyndte efter-
haanden at bedække Himmelen i Vest, Solen sank ned bag Skoven, dens sidste Lys
dvælede endnu med et svagt og guldgult Skær paa Bøgetræernes visne og spraglede
Løv. Ovre fra Allerslev hørte man Kirkeklokken ringe fem. Manden blev siddende
tavs og ubevægelig. Kun et Øjeblik, da der inde fra Krattet lød en Raslen i Løvet,
foer han ivejret, greb sin Bøsse og pustede Asken bort fra Lunten af Hanen. Straks
efter kom en Raabuk i lette og hurtige Spring ud af Krattet, hævede Hovedet og saae
sig omkring til Siderne, derpaa vendte den sig og foer med et Spring tilbage igen
ind paa Stien, hvis forskjellige Bugter straks efter skjulte den for Skyttens spej-
dende Blik.
Manden rejste sig, plukkede et Bøgeblad, satte det for Munden og efterlignede
dermed flere Gange det Skrig, som Hinden i Løvfaldstid udstøder, naar den kalder
paa Bukken, og som Jægeren saa skuffende forstaar at efterligne.
Denne List blev heller ikke uden Virkning; straks efter saae man Skytten
smile, gribe sin Bøsse og synke tilbage bag Stammen, medens Løvets Raslen til-
kjendegav, at Raabukken igjen nærmede sig. Langsomt og dvælende kom den nedad
mod Stedet, hvor Manden laa, men Egestammen var i dette Øjeblik ikke mere ubevæge-
lig end han. Dyret gik forbi Træet, man hørte et Skud, flere Gange gjentaget af
Ekkoet nede fra Bakkerne omkring Gravdammen, og Raabukken styrtede. Skytten
stak først Bøssen om bag en Busk, sprang derpaa hen til Raabukken og drog den
ind over Stien, hvor han skjulte den under et Lag Løv.
»Ilde gik det Dig, og vel var det,« mumlede han. »Desformedelst at alle
Munde trænge til’Mad, og Fattigfolk kan ikke æde Hø. En kjøn Begravelse har jeg
nu besørget, og der skal du ligge, til iaften dit Herskab drager hjem fra Skoven.
Blot Svend ikke faar Nys om, hvad her er bedrevet; han er en striks Mand og farer
ikke med Læmpe.«
Imidlertid havde Skytten bedækket Raabukken med Løv og skjult sin Bøsse
i et Hul i Egestammen. Han vendte sig for at gaa, men standsede pludselig og lyttede.
Straks efter kom en Mand tilsyne paa Stien og gik hen imod ham.
»Eja!« mumlede Skytten, »der har. vi for Skam Svend Gjønge; jeg tænkte
det nok.«
Den Kommende var en stærktbygget Mand, klædt i en Kofte af mørkegrønt
Carit Etlar : Gjøngebøvdiugen. 2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
