Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i8
GJØNGEHØVDINGEN.
Ib syntes at blive forlegen ved dette Spørgsraaal; man saae, at der svævede
ham en Bøn paa Læberne, men tillige, at han søgte efter Ord til at udtale den.
»Ak!« udbrød han endelig. »Hvis jeg kunde tilstedes nogen Belønning, da
veed jeg den Ting, der ligger mig paa Hjerte Dag og Nat, men den kan vist ikke
blive opfyldt.«
»Hvad mener Du?«
»Af alle Verdens Goder tykkes jeg bedst om at blive gjort ærlig.«
»Ærlig!« gjentog Dronningen forundret og vendte sig med et spørgende Blik
mod Kaptajnen.
»Det skete forleden med en Mand af vore, og det ved Kaptajnens Regiment der.«
»Hvad er Du da?«
»En fattig Mand, som de kalde for Ib i daglig Tale.«
»Hendes Majestæt spørger om din Stand og Haandtering,« ytrede Kai.
»Min Stand er at blive jaget fra Sted til Sted som de vilde Dyr i Skoven,
siden jeg ikke fik bedre Lykke i denne Verden end at blive Tater eller Natmand. Og
min Haandtering — i Byerne gjør jeg Hægter og spaar Godtfolk Lykke og Kjærester
til, i Skovene træffer jeg de vilde Dyr, naar de ville gjøre Deres Majestæt Fortræd,
og kommer jeg til Søerne, veed jeg ogsaa, hvor der sidder en lille Fisk, der lader
sig fange, for at jeg kan tjene en Skillings Penge ved at sælge den til Herskaberne
paa de store Gaarde; men at være Skytte stod dog min bedste Attraa til, besynderlig
nu i denne Tid, da de sige, at Jagten fanger an paa Mennesker.«
Dronningen og hendes Kavaler lo over Taterens Forklaring. »Indfind Dig
imorgen Formiddag paa Jungshoved,« sagde hun og steg tilhest.
Tateren hilsede i en næsten knælende Stilling; han smilede, idet han, efter at
de vare redne bort, satte sin røde Hue paa Hovedet; men han blev staaende og stir-
rede efter Dronningen saa længe, indtil det sidste Spor af hendes fine og ranke Skik-
kelse var forsvunden mellem Træernes mørke Baggrund.
Da Dronningen og Kai Lykke red tilbage igjennem Skoven, begyndte Skum-
ringen. Himlen var denne Aften klar og skyfri. Maanen kom frem over Trætoppene.
Dens blege Skin faldt ned mellem Træerne og dannede en dyb og mørk Slagskygge
der, hvor Vejen begyndte at blive bredere nedad mod Jungshoved. Slottet selv, der
kom tilsyne i Baggrunden af de enkelte Udhugninger, viste sig i denne Belysning i
hele dets romantiske Skjønhed.
Flere Gange hørte Rytterne Signaler og Stemmer af de omstrejfende Jægere,
som Kørbitz havde sendt ud i alle Retninger for at søge efter Dronningen; men Sophie
Amalie behagede ikke at svare paa disse Signaler; hun lod endog til at ville undgaa de
søgende og vedblev, fordybet i Samtale med Kaptajnen, at følge den ensomme Skov-
vej, de havde valgt.
»Lad os ride lidt stærkere til, Kaptajn Lykke, og se at naa ud af denne
mørke Skov,« ytrede Dronningen. »Min Hest snubler fast over hver en Gren, der kommer
den ivejen. Forsandt! de danske Heste ere ligesom det danske Folk, kun lidet be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
