Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
45
Held, han styrtede ud af Kredsen og sank aandeløs og forslaaet ned ved Foden af
Trappen.
Kørbitz blev staaende i Slotsdøren, en Tjener havde hængt en Foerværks
Kappe over hans Hofdragt. Da han hørte Skriget og saa den Bevægelse, som op-
stod blandt Mængden, idet Tateren trængte sig frem foran alle Øvrige, gik han hen
til ham og spurgte, hvad han vilde.
»Naadige Herre!« svarede Ib med et dybt Buk, »jeg kommer, fordi Dron-
ningen har bestilt mig herhid.«
»Dronningen!« gjentog Ridderen, ikke mindre forundret end alle de Andre.
»I hvilken Anledning?«
»Hun vilde gjøre mig noget tilgode, formedelst jeg hjalp hende igaar, da hun
var ude i Skoven at jage.«
»Hvormed hjalp Du?«
»Med at frelse hendes Liv.«
»Du?«
»Ja!« svarede Ib undselig, »fordi der dengang ingen Bedre var tilstede.«
»Jeg tror, Alverden har frelst Hendes Majestæt igaar,« mumlede Ridderen,
ubehageligt bevæget ved de Erindringer, som dermed forbandt sig. — »Gaa bort,
Mand! Hendes Majestæt har ingen Stunder at tale med Dig.«
Idet Kørbitz sagde dette, gjorde han en Haandbevægelse mod en af Fogderne,
som stode posterede nedenfor Trappen. Fogden drev den Ulykkelige tilbage med
Skaftet af sin Partisan, og Ridderen stillede sig atter i Døren.
Nogle Øjeblikke blev Ib staaende som bedøvet. Mængden spottede og for-
haanede ham, men han syntes at være uden Følelse derfor, det var ikke Ydmygelsen,
der forandrede hans Træk og bragte hans Øjne til at løbe i Vand, efter at Ridderens
Tilbagevisning havde tilintetgjort hans kjæreste Haab, Maalet for alle hans Ønsker.
Hændelsesvis red Kaptajn Lykke paa samme Tid langs med Linien af sine
Folk og nærmede sig det Sted, hvortil Tateren var trængt tilbage. Da Ib saa ham,
besluttede han at vove endnu et sidste Forsøg. Han udbredte sine Arme og raabte:
»Høvedsmand! Høvedsmand! kom mig til Hjælp.«
Kai hørte dette Raab, saa klagende og lydeligt, at det naaede over hele
Gaarden. Han vendte sig forundret og fik Øje paa Tateren. Skjæbnen syntes at
have udset ham til at modvirke Kørbitz, hvor de mødtes. Han hilste Ridderen med
sin Pallask og red derefter hen til Ib.
»Hvad ønsker Du, min Ven?« spurgte han.
»Ak, Høvedsmand! kjender I mig ikke mere?«
»Jo vist, det var jo Dig, vi mødte igaar i Skoven.«
»Det var mig, I lovede at gjøre til en ærlig Mand, og nu have de glemt det
og sige, at der er ingen Stunder dertil, og spotte og støde mig tilbage alle Steder.«
Kai følte, at han var i Gjæld hos Tateren, fordi dennes Bedrifter Aftenen til-
forn vare bievne regnede ham tilgode. Han sagde:
»Tøv kun lidt, min Søn! vi ville se, hvad der lader sig gjøre.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
