Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
GJØNGEHØVDINGEN.
47
»Ak, Deres naadige Majestæt!« stammede Ib. »Jeg har ventet her siden
imorges før det blev lyst.«
»Hvad begjærer han da?« spurgte Kongen.
»Jeg veed det ikke ret selv,« svarede Sophie Amalie, »men siden I, Hr. Kap-
tajn Lykke! gjør Eder til hans Fortaler, saa behag at forklare Hans Majestæt, hvad
Manden ønsker.«
»Hans Bøn er at blive gjort ærlig.«
»Ærlig!« gjentog Kongen forundret.
»Ja, Eders Naade!« gjentog Tateren, hvem Kongens venlige Mine gav Mod.
»Jeg vilde saa inderlig gjerne være ærlig, for jeg er kun en stakkels Natmand, som
ikke har Forlov til at omgaas med andre Mennesker. Igaar gav Dronningen mig Ja-
ord paa, at det nok skulde ske.«
»Det har saaledes været Landets Skik tilforn,« bemærkede Kai, »at Fanerne
gjorde en Mand ærlig, naar de bleve svungne over hans Hoved.«
Kørbitz, som hidtil havde staaet bag Dronningen, stak sit Hoved op over
Kraven paa sin Foerværks Kappe og ytrede:
»Kaptajnen synes at glemme, at her for Øjeblikket ikke haves nogen Fane
tilstede.«
»Jeg glemte det ikke,« svarede Kai med et artigt Buk for Ridderen, »men
antog den for at være unødvendig, hvis det ellers maatte behage Deres Majestæter
at opfylde Mandens Ønske. I Danmark hedder det for et gammelt Mundheld, at den
Mand, hvem Kongens Haand berører, han vorder ærlig.«
Medens Kai talede, lod Dronningen sit Blik glide hen over de to Rivaler.
Ridderen stod kroget og sammenbojet i sin Kappe, hans blege Ansigt var blevet
blaaligt af Kulde og vansiredes endnu mere ved den nødtvungne Erkjendelse af Kais
Overlegenhed i dette Øjeblik. Ligeoverfor ham Kaptajnens ranke og ridderlige Skikkelse,
som aldrig havde taget sig fordelagtigere ud.
»Jeg maa dog give Ridder Kørbitz Mening mit Bifald,« ytrede Sophie Amalie
med et Blik paa Kai, »og siden denne Ceremoni nu tilforn plejer at fuldbyrdes med
Fanen, maa det ogsaa denne Gang ske saaledes. Jeg vilde nødig lade mit Løfte
uopfyldt,« tilføjede hun henvendt til Kongen. »Især da det for Øjeblikket er Eders
Majestæt om dygtige Krigsmænd at gjøre, og denne Mand venter kun paa at blive
værdig til at indtræde i Landets Tjeneste.«
»Vi ere ogsaa rede til at opfylde hans Ønske,« svarede Kongen.
»Hr. von Kørbitz!« vedblev Dronningen, idet hun pegede over mod Fogden.
»Behag at bringe os denne Betjents Partisan.«
Kørbitz adlød forundret. Dronningen udfoldede sit Lommetørklæde og bandt
Fligen af det om Spidsen paa Spydet. Solen var imidlertid stegen paa Himmelen,
den skinnede ned i Gaarden og belyste det Optrin, som nu fulgte efter, og som for
de tilstedeværende Hoffolk var en Gjenstand for Smil og Morskab, for Ib derimod den
helligste og højtideligste Begivenhed i hans Liv.
Han laa foran Dronningen, knælende paa Jorden med foroverbøjet Hoved og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
