Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
62
GJØNGEHØVDINGEN.
Markerne for at søge et Skjulested mod Natten. Alting var stille og roligt i Rytternes
Nærhed, selv Hestenes Hovslag bleve dæmpede af den bløde Sne. Svend holdt sig
saa nær til Obersten som muligt. Da han red ind i Skoven, havde han kastet sin
Kappe noget tilside, saaledes at dens Krave faldt tilbage fra Ansigtet. Sparres
stirrende og mistroiske Blik ledsagede enhver af hans Bevægelser; men Svend syntes
ikke at lægge Mærke dertil.
»Korporal Lundkvist!« udbrød Obersten pludseligt og vendte sig til Siden.
»Han tage seks Mand med sig og ride os forud langs med den Lysning imellem
Træerne, der betegner Vejen. Brug sine Øjne og Øren, og om Han fornemmer Uraad,
da giver Han Ild paa Minutten.«
Vejen igjennem Ørremandsgaards Skove var meget smal og paa begge Sider
omgivet af et Krat af høje Bregner, Gyvel og Slaaenbuske. Paa flere Steder maatte
Dragonerne forandre deres Rækker, idet de bleve hindrede af fældede Træer eller af
Bakkerne, som Vejene snoede sig igjennem. Imidlertid rykkede de Maalet nærmere,
man begyndte allerede hist og her at skimte Slottets røde Mure, paa hvilke Aften-
solen skinnede.
I dette Øjeblik blev Skovens Stilhed afbrudt af to Pistolskud, som faldt straks
efter hinanden i den Retning, hvor de udsendte Dragoner vare forsvundne. Straks
efter kom Korporalen sprængende tilbage til Skoven.
»Hr. Oberst!« udbrød han, »de have spærret Vejen foran med fældede Træ-
stammer. Vi saa ogsaa tydeligt Folk ligge paa Lur bag disse og raabte dem an,
men de vilde ikke svare, og vi gave derfor Ild.«
»Godt, min Søn!« svarede Obersten. »Du har gjort din Pligt. Jeg ventede
ikke bedre.«
Han kastede et Blik paa Svend og spurgte:
»Veed han nogen anden Vej til Herregaarden?«
»Der gives ingen anden,« svarede Svend.
»Nu vel, Dragoner!« vedblev Sparre, »saa ride vi videre. Sablerne frem, og
agt nøje paa, hvad jeg befaler.« Med disse Ord drog Obersten en Pistol op af Sadel-
hylsteret og sagde til Svend: »Han mærke sig mine Ord fra før. I den Kamp, som
fanger an, vil Han faa Lejlighed til at vise, hvad Han er for en Mand. Glem ikke,
at Han rider ved min Side.«
»Jeg skal erindre det, min Herre Oberst!« svarede Svend med samme Kold-
blodighed.
Efterhaanden som Rytterne kom dybere ind i Skoven, bemærkede Sparre til
sin Glæde, at Vejen udvidede sig. Man saa en Mængde Træstammer ligge fældede
paa Jorden. Grenene af disse havde Svends Folk slæbt hen over Vejen og derved
dannet en Forhugning, som vilde være umulig at overstige, hvis ikke Arbejdet ved
Fjendens for tidlige Ankomst paa enkelte Steder var bleven ufuldendt. Obersten lagde
Mærke dertil ved første Øjekast. Han lod sine Folk trække deres Linie sammen, der-
efter rede de ind paa den aabne Plads foran Forhugningen. I den korte Tavshed,
som nu paafulgte, saa man et mørkt Omrids af en Mand hæve sig over Træstammerne,
og en klar og tydelig Stemme raabte:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
